Esbjerg gør det nemmere at drive virksomhed

Michael Mathiesen er formand for Dansk Byggeri Sydjylland.
Michael Mathiesen er formand for Dansk Byggeri Sydjylland.

Nu får de mindre virksomheder i Esbjerg lettere ved at arbejde for kommunen. Esbjerg har lyttet til de lokale virksomheder og taget en principbeslutning om, at virksomheder, der vil arbejde for kommunen, først skal stille med en bankgaranti ved opgaver til en million kroner og opefter. Dermed slipper virksomhederne for at bruge tid og penge på unødvendigt papirarbejde.

Men det er ikke det eneste område, hvor Esbjerg har valgt at imødekomme det lokale erhvervsliv. Fremover vil kommunen også følge AB18 uden afvigelser, hvilket betyder, at kommunen vil følge de betingelser for udbud og kontraktindgåelse, som byggebranchen anbefaler.

Det er to ting, som uden tvivl gør hverdagen lettere for mange virksomheder, og det viser også, at Esbjerg arbejder for at gøre det nemt at drive virksomhed i netop deres kommune. Jeg håber, at kommunen også vil se på muligheden for at indføre tvungen erhvervspraktik for alle elever i 8. klasse, hvor der bliver sat fokus på de mange spændende karrieremuligheder, en erhvervsuddannelse giver.

Det vil nemlig også gøre det nemmere at drive virksomhed i Esbjerg, hvis vi kan få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, så virksomhederne også i fremtiden kan få de medarbejdere, de har brug for.

Relateret indhold