Her er de nominerede til Energi- og Miljøprisen

Coop, Energylab Nordhavn samt Bygningsstyrelsens projekt 'Aktivering af live bigdata' er nomineret til Energi- og miljøprisen 2018.
Energiforum Danmarks formand Lars Thygesen kan under Energiforum 2018 hædre vinderen af Energi- og Miljøprisen 2018. Arkivfoto: Torben Jastram.
Energiforum Danmarks formand Lars Thygesen kan under Energiforum 2018 hædre vinderen af Energi- og Miljøprisen 2018. Arkivfoto: Torben Jastram.

Energiforum Danmarks Energi- & Miljøpris

  • Energi- og Miljøprisen gives til personer/virksomheder, som anerkendelse for et formål. Ved udvælgelsen af modtageren af prisen lægges der vægt på, at prisen gives til en person/virksomhed, der har opnået væsentlige resultater ved målrettet arbejde på energiområdet, og som har formået at udbrede kendskabet til resultater og metoder til en videre kreds uden for virksomheden.
  • Modtageren kan vælges såvel inden for private som offentlige virksomheder og institutioner. Kriteriet for modtagervalget kan eventuelt understøtte strømninger og ideer, som er aktuelle for Energiforum Danmark.
  • Sidste år gik prisen til Københavns Lufthavne A/S.

Det var en enig dommerkomite, der stod bag udnævnelsen af de tre kandidater til Energi- og miljøprisen 2018.

– Vi har lagt vægt på synergi med omverden, fleksibel forsyning og intelligent styring af bygninger, men også på viljen til udvikling og demonstration af nye løsninger, siger formand for Energiforum Danmark Lars Thygesen.

Energylab Nordhavn

EnergyLab Nordhavn er et fyrtårnsprojekt inden for udvikling af smart energi og er drevet af DTU i samarbejde med blandt andet Københavns Kommune, By & Havn, forsyningsselskaberne HOFOR og Radius samt en række private virksomheder heriblandt ABB og Danfoss. Projektet er støttet af EUDP.

Aktiviteterne i projektet er koncentreret omkring Københavns Nordhavn, hvor den nye fremspirende bydel bruges som et smart storbylaboratorium. EnergyLab Nordhavn demonstrerer en lang række af de energiteknologier, der i fremtiden bliver nødvendige for at opretholde den høje forsyningssikkerhed i et energisystem primært baseret på fluktuerende vedvarende energi.

– Formålet er at vise, hvordan el- og varmesystemerne, intelligente og energieffektive bygninger og elektrisk transport kan integreres og optimeres. Herved bringes deres fleksibilitet i spil og det samlede energisystem kan baseres på en endnu større andel af vedvarende energi end vi har i dag, siger projektleder Christoffer Greisen.

De løsninger der i dag udvikles i Nordhavn kan kopieres og anvendes i en lang række byer over alt i verden. Særligt den aktive brug af bygningers varmekapacitet, men også den intelligente kobling af energidata fra boliger og erhvervsbyggeri med data fra fjernvarme og elsystemet, har store perspektiver. Desuden inspirerer løsningerne til at bruge bygningerne mere aktivt i den grønne omstilling og dermed indgå i energisystemet som såkaldte ‘prosumers’, der både producerer og forbruger energi.

Coops Energi2020

Coops energiprojekt imponerer med altfavnende bredde og strategiske sigte i arbejdet med energi.

Energiprojektet indeholder fem spor, som kan betegnes som ‘første-rullet’, der skal sikre en grundlæggende orden i eget hus. Intelligent energistyring, retrofit LEDbelysning, ISO 50001-certificering af IRMA som den første dagligvarekæde i Danmark, hvor de øvrige fire kæder følger i 2018, køleoptimering af mere end 600 køleanlæg, herunder afdækning af mulighederne for synergi med forsyningsnettet og udvikling og design af nye CTS-løsninger.

– Det her er ikke for syns skyld eller for at kunne skrive pæne rapporter. Direktionen har godkendt investeringer for op mod 300 mio. kr., og business-casen er rigtig, rigtig fornuftig, siger chef for energi og grøn omstilling i Coop Peter Kjærgaard Svendsen.

Ydermere arbejder Coop med brugerinddragelse og samskabelse, bl.a. i form af en app, som otte ud af ti af Irma-medarbejdere benytter. Appen er et værktøj til at ændre adfærd hos medarbejderne, fx via små videoer med fifs til besparelser uden investeringer, konkurrencer med fede præmier, idékasse, graf med energiforbrug og meget andet. Alt sammen medvirker til at engagere, informere og motivere, så vi i samlet flok kan løfte opgaven med at nedsætte energiforbruget og arbejde struktureret med energi nu og i fremtiden.

Aktivering af live bigdata

Bygningsstyrelsens nye digitale system til energidata gør det nemt og hurtigt for statslige institutioner at kende deres energiforbrug.

Bygningsstyrelsen har en ambition om at levere hurtigere og bedre energidata til ministerier, styrelser og andre statslige institutioner, hvorfor styrelsen har udviklet en fælles platform med data på bygninger med udgangspunkt i kundernes behov. Dette er et såkaldt Energimodul, som er en del af et fælles it-system, der dagligt importerer data fra DMI, og timedata fra en lang række af de forsyningsselskaber, der har digitaliseret deres målere. Valide data er afgørende for kortlægning af forbruget, benchmarking samt dokumentation og fastholdelse af energibesparelser.

– Bygningsstyrelsen har lejemål i store dele af landet, og arbejder på, at systemet også skal omfatte de statslige kontorkunder hos private udlejere, så ejerforholdet ikke er afgørende. I bygninger med flere lejer fordeles energien efter det lejebærende areal, ændringer tidsstemples, så data og forbrug er opdaterede, siger teknisk Konsulent Bjarne Dalgaard.

Vinderen af Energi- og miljøprisen 2018 afsløres på Energiforum 2018 den 6. marts.

Relateret indhold