Kommuner skal forsætte dialogen med virksomhederne

Tony Christrup er landsformand for Byggesocietetet. Pressefoto.
Tony Christrup er landsformand for Byggesocietetet. Pressefoto.

Dansk Byggeri har netop offentliggjort deres årlige undersøgelse af erhvervsklimaet i landets kommuner. Der er stor forskel på, hvordan kommunerne håndterer dialogen med virksomhederne. Mens otte af de ti bedste kommuner er fra Jylland, så ligger København og omegnskommunerne i den tunge ende af skalaen.

For bygge- og ejendomsbranchen har det naturligvis stor betydning, hvordan kommunerne håndterer dialogen med virksomhederne særligt i forbindelse med behandlingen af byggesager. Her spiller kommunikationen og sagsbehandlingstiden en stor rolle. Det kan koste virksomhederne dyrt, hvis det trækker ud eller håndteres forkert.

Det er godt, at vi har sådanne undersøgelser, der sammenligner kommunernes erhvervsklima. Det viser, hvilke kommuner der gør det godt, og det kan forhåbentlig være med til, at landets øvrige kommuner tager ved lære og får øjnene op for, hvor vigtigt det er at have fokus på at skabe et godt erhvervsklima. Den konkurrence er sund.

Plads til forbedring

I forhold til sidste års undersøgelse er København gået seks pladser frem til en placering som nummer 84 – det giver naturligvis plads til fortsatte forbedringer. Det skal dog bemærkes, at verden hverken er sort eller hvid. Vores store byer bliver hver dag positivt udfordret af øget befolkningstilvækst, nye byggerier, store infrastrukturprojekter mv. Det skal vi respektere, når vi vurderer de enkelte kommuner. Byggesocietetet har derfor indledt en konstruktiv dialog med blandt andet Københavns Kommune om fremadrettet at arbejde sammen om at gøre de fælles arbejdsbetingelser bedre.

Det er vigtigt, at København har et godt erhvervsklima. Vi er i skarp konkurrence med andre europæiske storbyer om vækst og investeringer, og hvis København skal være den vækstmotor, der skal trække udenlandske investeringer til Danmark, er et stærkt erhvervsliv naturligvis altafgørende, men ikke nogen selvfølge.

Virksomhedernes syn på kommunernes erhvervsvenlighed er vigtigt, og derfor opfordrer Byggesocietetet kommunerne til at forsætte dialogen med virksomhederne.

Relateret indhold