Kom med konkrete tal for antallet af praktikpladser

Fleming Frederiksen, formand for Arbejdsgiverne. Pressefoto.
Fleming Frederiksen, formand for Arbejdsgiverne. Pressefoto.

Industrien mangler folk. De faglærte i virksomhederne er tæt på pensionsalderen, og der uddannes ikke nok unge til at tage over. Og hvad gør man så? Man skærer på erhvervsskolerne og dropper pengene til at udskifte deres nedslidte udstyr. Det er lidt pudsigt for en regering, der ellers profilerer sig på, at være særlig optaget af erhvervslivets behov. Det var det sidste, vi havde brug for, nu hvor pendulet endelig svinger i retning af mere anseelse og anerkendelse for erhvervsuddannelserne.

Dansk Metal har været ude og advare imod besparelserne. Og det har de god grund til. Som det er nu, uddanner vi fremtidens håndværkere på fortidens maskiner. Det kan vi ikke være tjent med.

Politikere tøver

I Arbejdsgiverne ser vi med alvor på, at der vil mangle 30.000 faglærte om bare fem år. Det har tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd slået fast, hvilket også har givet anledning til debat. Alligevel sidder man lidt tilbage med en fornemmelse af, at virkeligheden ikke rigtig er gået op for det politiske Danmark.

Danskerne skal vide, at der i fremtiden ikke bliver nogen til at skifte et sprunget vandrør – for nu bare at gøre problematikken helt håndgribelig. Derudover vil industrien mangle folk med teknisk indsigt til at kunne fremstille de højt specialiserede produkter, som vi netop skal profilere os på, hvis vi skal klare os i konkurrencen med udlandet. Og for få til at reparere de maskiner, der fremstiller dem.

Derfor skal vi have skeen i den anden hånd nu. Her er jeg stolt af, at være formand for en organisation, som har vedtaget, at hver tiende ansat i vores medlemsvirksomheder skal være en lærling om bare fem år. Dermed leverer vi 1.630 praktikpladser indenfor smede og vvs-området. Det er en forøgelse på 27 procent.

Intet konkret

Her glimrer flere andre organisationer ved deres fravær. En organisation har ganske vist under stor mediebevågenhed igangsat et initiativ, hvor man kontakter en række virksomheder for at skaffe flere praktikpladser. Men noget konkret og officielt mål for antallet af praktikpladser, man vil levere, har man ikke.

Det bunder nok i, at de store koncerner sjældent tager ansvar for at uddanne den næste generation. De kører på frihjul for at sige det lige ud. Tiden er løbet fra den slags nøleri og kortsigtet tankegang. Hvis vi skal have løst denne udfordring er det nødvendigt, at alle organisationer byder ind med konkrete mål.

Relateret indhold