Pessimismen præger fortsat byggeriet

Chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Det sammensatte konjunkturbarometer for bygge og anlæg er i maj opgjort af Danmarks Statistik til minus 17. Det er samme lave niveau som i både marts og april. Bortset fra en lille forbedring i februar er der i de seneste tre måneder tale om det laveste niveau siden begyndelsen af 2014.

I det nye barometer er virksomhedernes forventninger til beskæftigelsen – i de tre kommende måneder sammenlignet med de tre foregående måneder – faldet fra plus 5 i februar til minus 7 i maj i år. Det vil sige, at en overvægt af virksomheder med 7 % af beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen vurderer, at beskæftigelsen vil falde i maj-juli i forhold til februar-april, når der ses bort fra de normale sæsonudsving.

Det er vanskeligt at korrigere for årstiden, og da der har været en usædvanlig mild vinter, lå beskæftigelsen i begyndelsen af året på et noget højere niveau end normalt for årstiden, så vi vil formentlig opleve en forholdsvis jævn udvikling i beskæftigelse gennem året.

Svært for de små

Virksomhedernes vurderinger af ordrebeholdningen er forbedret fra minus 29 i februar til minus 26 i maj. Det vil sige, at en overvægt af virksomheder med 26 % af beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen vurderede ved udgangen af april i år, at ordrebeholdningen ikke var tilstrækkelig.

Der er mange store bygge- og anlægsprojekter, som nybyggeri af hospitaler og anlæg af jernbaner, hvilket er godt for de store virksomheder, men hos mange af de mindre virksomheder i yderområderne er situationen en helt anden.

Primo maj var der i bygge- og anlægsvirksomhederne ordrer til 4,5 måneders produktion, hvilket var det samme som for et år siden. Det tyder på, at produktionen i år vil komme til at ligge på næsten samme niveau som i 2014.

Ifølge det nye konjunkturbarometer melder virksomheder med 11 % af beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen om mangel på arbejdskraft i maj i år mod virksomheder med kun 2 % af beskæftigelsen for et år siden. Der er formentlig tale om arbejdskraft med meget specialiserede kompetencer, nok først og fremmest ingeniører med en vis erfaring.

Relateret indhold