Ny Storstrømsbro – Akademiraadet anbefaler skråstagsbroen

Johnny Svendborg, formand for Akademiraadet, som er statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål.
Johnny Svendborg, formand for Akademiraadet, som er statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål.

Akademiraadet har drøftet de to forslag til Ny Storstrømsbro, skråstagsbroen og bjælkebroen. Rådet har den 24. september i brev til Vejdirektoratet anbefalet skråstagsbroen af følgende årsager:

Skråstagsbroens fremtræden udgør i højere grad end bjælkebroen et ikonografisk vartegn for stedet og forbindelsen. Tværsnittet har gode slanke proportioner, og pylonerne fremstår med fin graciøsitet og som en betydelig smukkere markering af et særligt sted på broen. I kontrast til horisont og kurve opstår et sted – og ikke blot en bevægelse.

Akademiraadet ser det som en langt mere elegant løsning, at den indbyrdes afstand og proportionering af de bærende søjler generelt fastholdes i skråstagsbroen i modsætning til bjælkebroen, hvor spatieringen fremstår uharmonisk.

Rådet vil også anbefale, at Vejdirektoratet i udbuddet af broen tager højde for, at det færdige design for både broens grundform og aptering nøje følges af entreprenøren. Dette er af stor betydning for harmonien i den samlede fremtræden.

Udsmykning

Vi henstiller til en bevidst udformning – også af designelementerne på broen – således at alle mindre delelementer understøtter det samlede udtryk, nat og dag.

Den landskabelige sammenhæng er fint tilgodeset gennem passagen under broen på Masnedø, men broen mangler en grundigere stillingtagen til den landskabelige sammenhæng, både på Masnedø og på Falster.

På Masnedø finder vi, at den massive eksisterende dæmning bør omformes med gennembrud, og på Falster må kystlinjen kunne udformes med større indlevelse i det eksisterende landskab.

Rådet vil desuden kraftigt anbefale, at der tænkes billedkunstneriske udsmykninger ind i bro- og anlægsprojektet, og helst i en tidlig fase af projektet. Vi har i Danmark mange fine eksempler på, at kunst udformes og skabes som udsmykninger sammen med et byggeri. I et så vigtigt samfundsprojekt som Storstrømsbroen, er der en unik mulighed for at skabe nye og enestående kunstneriske værker, værker som vil blive set af de mange, der passerer henover broen og af de, som opholder sig i området. Vi kan i denne forbindelse henvise til Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, som varetager udsmykninger i det offentlige rum.

Relateret indhold