Tirsdag døde en ung tømrer fra Randers efter en tragisk faldulykke i Hjortshøj ved Aarhus. Det skriver blandt andet Ekstra Bladet.
Tømreren og en kollega var i gang med at arbejde på en villa under opførelse, og faldet skete tilsyneladende fra et stillads inde i villaen, der har loft til kip.
Kollegaen så ikke ulykken ske, fordi han var i færd med en anden opgave i huset. Men han ringede straks 112, da han opdagede sin svært tilskadekomne kollega, som var faldet omkring tre meter ned på et betongulv.
Den 23-årige døde senere af sine kvæstelser.
Sagen undersøges nu nærmere af både Arbejdstilsynet og politiet.