Tiny houses vinder indpas i kommuners planlægning

Med Vordingborg Kommunes lokalplansforslag for 24 tiny houses har mindst otte kommuner vedtaget eller fremlagt lokalplaner, hvor tiny houses eller små helårsboliger direkte inspireret af boligformen indgår.
Tiny houses er huse til helårsbeboelse med højst 50 kvadratmeter opvarmet etageareal. Foto: Getty Images.

Da Vejle Kommune i 2022 vedtog en lokalplan med 28 tiny houses, blev lokalplanen omtalt som landets første af sin slags.

Siden har Frederikssund, Køge, Kolding, Faxe, Skanderborg og Viborg kommuner vedtaget lokalplaner, hvor tiny houses eller små helårsboliger direkte inspireret af boligformen indgår.

Nu har en ottende kommune sluttet sig til selskabet.

Vordingborg Kommune har nemlig sendt et lokalplansforslag med 24 tiny houses i høring. Mikroboligerne skal efter planen opføres i den nordøstlige del af byen Stege.

Læs også

Slip kreativiteten fri: Vejle klar til 28 tiny houses

– Det kan have sin udfordring i Vandkantsdanmark at skabe tilflytning, og med denne lokalplan prøver vi at skabe et mere forskelligartet tilbud, siger næstformand i Udvalget for Natur, Teknik og Miljø i Vordingborg Kommune, Ronni Benjamin Lykkehus (V), og fortsætter:

– Vi ser en stigende tendens til at ville bo mindre, og det ønske skal vi som kommune også honorere.

Går forsigtigt frem

Et dyk ned i tiny house-lokalplanerne viser, at kommunerne indtil videre går forsigtigt frem og nøjes med at godkende mindre projekter på mellem fire og op til 28 mikroboliger.

Det er med planen om 24 tiny houses også tilfældet i Vordingborg.

Læs også

Alle byggegrunde solgt i ny nordsjællandsk by

– Vi holder det i en lille skala for at vejre stemningen. Hvis det bliver slået for stort op, kan det være sværere at nå i mål, siger Ronni Benjamin Lykkehus.

Afprøver forskellige veje

De første projekter viser, at kommunerne afprøver forskellige veje til at få tiny houses fra lokalplan til færdigt boligområde.

I Vejle sælges individuelle byggegrunde, hvor køberne selv skal opføre en bolig på under 50 kvadratmeter. Her blev syv af områdets 28 grunde solgt i det første udbud, hvorefter de resterende grunde blev sat til salg til de fastsatte mindstepriser.

Læs også

Tre finalister kæmper om lavemissions-pris

I Vordingborg forventes området organiseret som en andelsforening med delvist færdigbyggede huse og fællesarealer, mens private udviklere spiller en større rolle andre steder.

Relateret indhold