Sønderborg holder fast i vild ambition: 2.500 boliger på tre år

1.700 boliger er i gang med at blive bygget eller lagt i støbeskeen, ifølge kommunen. Derfor håber borgmesteren, at de stadig kan nå målsætningen.
- Muligheder vil være der. Jeg kan jo ikke vide, om investorerne er kommet efter et år eller to år, siger borgmester, Erik Lauritzen. Foto: Sønderborg Kommune.

Sønderborg Kommune har gang i en lang række boligprojekter i kommunen.

Hele 1.700 boliger er enten ved at blive bygget eller på vej til at blive bygget, oplyser de.

Det bringer dem tættere på det ambitiøse mål om at nå 2.500 boliger inden 2030, som satte kommunen for år tilbage.

– Vi har allerede opfyldt to tredjedele af ambitionen, men vi skal fortsat nå målet om 2.500 flere boliger. Jeg er ret stolt over, at vi er nået så langt, siger borgmester, Erik Lauritzen.

Læs også

Kommune vil have 2.500 nye boliger – borgmester tvivler på eget mål

Borgmesteren er især begejstret for, at investorer, udviklere og lokale aktører har så stor tiltro til kommunens fremtid. Derfor er han ”overbevist om, at vi får opfyldt ambitionen.”

– Mange rammer er på plads, nu mangler vi blot, at flere sætter ”skovlen i jorden” og får bygget noget, siger Erik Lauritzen. 

Men der mangler altså fortsat en plan for de sidste 800 boliger, og så skal de igangværende og planlagte projekter nå at blive til boliger på omkring 3 år.

En realistisk målsætning?

Erik Lauritzen har tidligere udtrykt tvivl om målsætningen til Dagens Byggeri og kaldt målet urealistisk.

Men den tvivl er forstummet en smule med de nye tal.  

– Vi kan godt nå målsætningen. Der er plads til boligerne, og vi gør klar til det i lokalplanerne, siger han.

Læs også

Sønderborg er ikke alene: Kommuner overvurderer deres befolkningstilvækst

Han understreger, at der er stor forskel på, om det er parcelhuse eller højhuse, der skal etableres. Derfor vil 800 yderligere boliger på tre år ikke være urealistisk.

Det vigtigste er, at der kommer investorer til byen med byggeplaner, så må kommunen se på, om projekterne kan godkendes og hvor hurtigt boligerne kan bygges.

– Muligheder vil være der. Jeg kan jo ikke vide, om investorerne er kommet efter et år eller to år, siger Erik Lauritzen.

Borgmesteren kan dog stadig godt tvivle på, om de kan nå at få hevet tilstrækkeligt med investorer til.

– Jeg har jo set, at der de sidste år knebet til at få investorerne til Sønderborg.

Han vil derfor heller ikke give nogen garanti for, at de når målet. Men understreger, at de arbejder hårdt for at nå det.

Projekter i hele kommunen

De 1.700 boliger er fordelt på 30 boligprojekter i kommunen, som er på vej i forskellige stadier.

Læs også

København afsætter ekstra-millioner til at bygge flere boliger

Hovedparten er boligprojekterne, der har adresser i Sønderborg by. De tæller blandt andet: Ungdomsboliger på Grundtvigs Allé, studieboliger på Skovvej, etageboliger på boldbanen ved kasernen og nye boliger i Vollerup.

Derudover er der på Nordals boliger på vej i Havnbjerg og på Borgmester Blomgrens Plads. I Augustenborg er der boliger på vej i Osbæk (Amaliehaven). Og på Sydals er der boliger på vej ved Klinteskoven i Høruphav, mens der i Broager er et boligområde på vej ved Dyntvej.

I Gråsten-området er der boligprojekter ved Kongevej (Politigrunden) samt på Højløkke i Rinkenæs. Og så er der stadig ledige byggegrunde til salg på Påkjær Vænge og Boggårdsvænget i Nybøl samt i Vester Sottrup.

Relateret indhold