Danskerne har penge nok, men flere vil droppe byggeplanerne

Mere end hver anden boligejer overvejer at droppe eller udskyde bygge- og renoveringsprojekter. Samtidig har knap hver femte svært ved at finde kvalificerede håndværkere, viser ny undersøgelse.
Ifølge Dansk Erhverv er det de store, dyre renoveringsprojekter, som danskerne i højere grad sætter på pause. Foto: Gettyimages.

55,7 % af danske boligejere overvejer at droppe eller udskyde bygge- eller renoveringsprojekter på grund af stigende priser på byggeri og renovering.

Det viser en undersøgelse blandt 3.000 danske boligejere, som er foretaget af Voxmeter for gulvproducenten Timberman.

Læs også

Usikkerhed om strømkapacitet udfordrer investeringer i Danmark

Hos Dansk Erhverv vækker tallene ikke overraskelse, og organisationen peger på, at danskerne på den ene side har betydelige opsparinger og store friværdier, men på den anden side holder igen med de store investeringer, fordi usikkerheden fortsat fylder.

– Der er et paradoks i dansk økonomi lige nu. Mange danskere har penge på kontoen, ledigheden er lav, og reallønnen er steget. Men forbrugertilliden er lav, og usikkerheden i verden gør, at mange boligejere holder igen med de store projekter, siger branchedirektør Katrine Bjerre, Dansk Erhverv Byggeri.

Store projekter giver usikkerhed

Ifølge Dansk Erhverv betyder det ikke nødvendigvis, at danskerne helt dropper at forbedre boligen. Men de store, dyre renoveringsprojekter bliver i højere grad sat på pause:

– Mindre projekter tør man godt gå i gang med. Men de store projekter er der mange, der tænker en ekstra gang over. Usikkerheden i forhold til, hvordan verden ser ud om et halvt år, fylder meget, siger Katrine Bjerre.

Læs også

Stop for hotelbyggeri skaber usikkerhed i vigtigt vækstmarked

Undersøgelsen viser også, at håndværkermangel fortsat spiller en rolle. Knap hver femte boligejer har det seneste år oplevet udfordringer med at finde kvalificerede håndværkere, og ifølge Dansk Erhverv er problemet særligt tydeligt i de større byer:

– Det er svært at finde kvalificerede håndværkere, selv om situationen er bedre end for fem år siden. Konsekvensen er, at boligejerne ikke nødvendigvis får udført de projekter, de gerne vil have lavet, siger Katrine Bjerre.

Relateret indhold