Ugens udbud: byggemodning i Ringsted og skybrudsprojekt på Nørrebro

Seneste uges leads og udbud fra den 22. april til den 29. april tæller blandt andet offentlig licitation i Aalborg, udbud med forhandling på Frederiksberg og prækvalifikation i Ringsted.
Tre mænd står på en byggeplads i solnedgangen.
Foto: Gettyimages.

Nedenstående liste er et uddrag af de mest relevante leads og udbud for virksomheder i bygge-, anlægs- og ejendomsbranchen – eller beslægtede selskaber.

Listen er hentet fra Lambrecht Info i samarbejde med Hubexo.

LEADS

København, projektforslag for syv bylivsgader

I Budget 2025 blev der afsat midler til en forlængelse af Bylivsgadepuljen, hvis formål er at omdanne veje og gader til grønnere byrum på baggrund af projektidéer fra borgergrupper. I denne ansøgningsrunde er der udarbejdet syv projektforslag til bylivsgader, hvoraf fem indstilles til gennemførsel på baggrund af en vurdering af, i hvor høj grad de opfylder puljens formål.

Odense, finansiering af renovering af behandlingscenter

Denne sag handler om finansiering af renovering af Behandlingscenter Odense. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har givet tilsagn til Odense Kommune om bevilling på 12,7 mio. kr. Med sagen skal By- og Kulturforvaltningen indstille i samarbejde med Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, at byrådet godkender finansiering af renovering af Behandlingscenter Odense.

Læs også

Ugens udbud: 32 familieboliger i Valby og Idrætsbydel i Odense

Region Midtjylland, infrastrukturanalyse på privatbanerne i Vestdanmark

Forligspartierne besluttede i budgetforlig 2026, at der skal udarbejdes en analyse af investeringsbehovet på de privatbaner som regionen har ansvaret for. Analysen foreligger nu og viser et stort investeringsbehov på alle privatbaner i Vestdanmark. Det er investeringer, som ikke kan dækkes af det nuværende statslige investeringstilskud, som regionen modtager.

Odense, byggemodning Hvilehøjvej

Denne sag omhandler oprettelse af anlægsbevilling til byggemodning af erhvervsområdet ved Hvilehøjvej, Odense SØ, der er en del af produktionsplanen. Byggemodningen omfatter bl.a. krydsombygning ved Hvilehøjvej/Ørbækvej, samt udvidelse af en del af Hvilehøjvej. Den samlede byggemodningsudgift anslås til 35 mio. kr. ekskl. moms.

Region Sjælland, tildeling af anlægsbevilling

For at gennemføre anden del af moderniseringsprojektet for SUH Nykøbing Falster har det forberedende regionsråd for Region Østdanmark godkendt ansøgning om at forhøje anlægsbevillingen med 74 mio. kr. Med nærværende sagsfremstilling gives en orientering om hvilke projekter der forventes gennemført indenfor restrådighedsbeløbet.

UDBUD

København, prækvalifikation

Skybruds- og byrumsprojektet er placeret i Mimersgadekvarteret på Nørrebro i København. Det strækker sig over Heimdalsgade, Slejpnersgade, Hamletsgade, Nannasgade og Vulkangade. Anlægsarbejderne foregår primært på vejarealer, hvor der skal tages hensyn til beboere, butikker, parkering og trafik, både hårde og bløde trafikanter.

Aalborg, offentlig licitation

AAU ønsker med dette udbud at indgå en rammeaftale med en aktør, der kan anvendes i flere forskellige situationer, herunder fast service til pleje af grønne arealer samt service- og entrepriseopgaver inden for blandt andet gartner, belægning, asfaltering, kloakering, jordarbejder.

Læs også

Ugens udbud: 26 nye boliger i Herning og etablering af ny brandstation i Randers

Frederiksberg, udbud med forhandling

CBS-byggeriet på Solbjerg Plads har siden opførelsen været behæftet med utætheder i facader og tage. Opgaven udbydes som en totalentreprise, hvor totalentreprenøren har det samlede ansvar for projektering og udførelse inden for de rammer og funktionskrav, der fremgår af udbudsmaterialet.

Syddjurs, udbud med forhandling

Pindstrupskolen og Mørke Skole står over for en samlet kapacitets- og ombygningsopgave med indbyrdes afhængige etaper. Opgaven gennemføres som ét samlet totalrådgiverudbud, der omfatter både ombygninger, tilbygninger, etablering af faglokaler samt tilpasning af udearealer på begge lokationer.

Ringsted, prækvalifikation

Ringsted Kommunes byråd har vedtaget, at Hulemarken, beliggende Køgevej 70 i Ringsted, skal byggemodnes og klargøres til salg for ejendomsudviklere.

Relateret indhold