De fleste af os stemmer efter ideologisk overbevisning. Det kan man jo blandt andet se af alle de temmelig hovedløse tests, som allesammen bygger på, hvad kandidaterne lige nu påstår, at de vil arbejde for i fremtiden.
Antallet af partier er imidlertid efterhånden kommet så højt op, at det bliver lidt tilfældigt, hvor vi havner. Og det, som virkelig tæller, er jo ikke, hvad partierne gerne vil have til at ske, men om de rent faktisk er i stand til at omsætte det til forslag, som ender med at blive vedtaget.
Til en ny regering: Fem veje, der styrker dansk byggeri
For en snes år siden havde jeg den store fornøjelse at være ret tæt på en person, der fik en periode i Folketinget. Og det gav et indblik i arbejdsformen og arbejdsbyrden, som ændrede min opfattelse af, hvad politik går ud på. Fra at have været uendeligt ideologisk tænkende fik jeg meget mere blik for betydningen af selve lovgivningsprocessen.
Det ideelle folketingsmedlem
Lovgivning handler om alt muligt lige fra nedfrysning af befrugtede æg til tricky spørgsmål om hjemmelskravet for deltagelse i væbnede konflikter i fjerne hjørner af kloden. Og det ideelle folketingsmedlem bør altså have en afgrundsdyb indsigt i begge emner samt i alt andet derudover.
Jeg tør godt konstatere, at så klog er der ingen, som er.
Midt i valgkampen: Panelets topledere udpeger branchens største udfordringer
Den eneste mulighed, politikerne har, er, at de må dele opgaverne imellem sig. Partigruppen uddeler ordførerskaber, og så er det ordførerens lod at skabe partiet nogle sammenhængende synspunkter indenfor området. Og hvor store felter, den enkelte politiker skal spænde over, kommer dermed til at afhænge af, hvor mange man er i partiets folketingsgruppe. Store partier kan fordele opgaverne, så det enkelte medlem måske må nøjes med et lille hjørne som ligestilling eller landdistrikter.
DI: Formueskatten rammer virksomhedsejere, men freder udenlandske opkøbere
Det folketingsmedlem, som jeg studerede, tilhørte en mindre folketingsgruppe og fik – så vidt jeg husker – både arbejdsmarked, bolig og sociale spørgsmål overdraget fra dag 1. Det var noget af en mundfuld. Og på det område, som interesserede mig mest, bolig, fik hun overleveret sin forgængers samlede erfaringer i form af 3 ark a4-papir. Opgaven var noget nær umulig.
Regeringen har initiativretten
Ifølge Grundloven kan ethvert folketingsmedlem fremsætte forslag til nye love, men i virkeligheden har et forslag ikke en chance, hvis det ikke har været gennem et ministeriums bearbejdelse.
Det ser man i praksis af, at langt de fleste folketingsgrupper ret sjældent fremsætter lovforslag. I stedet vil de med stor selvfølelse fremsætte beslutningsforslag om, at det pålægges ministeren at udarbejde et lovforslag om dette eller hint emne. (At de i den proces bliver snydt, fordi embedsmændene dermed får chancen for at mishandle forslaget til uigenkendelighed, kan være svært at overbevise dem om.)
”Ret til realkreditlån”: Venstre vil gøre det nemmere at købe og bygge boliger på landet
Den praktiske realitet er, at politiske initiativer kommer fra regeringen, og at folketingsmedlemmernes fornemste opgave derfor bliver at mandsopdække ministrene. De skal have antennerne ude for at være på forkant med embedsmændenes påhit.
Men hvor mange ministre kan et folketingsmedlem opdække?
Kritisk masse er vigtig
Regeringer består normalt af lidt over 20 ministre. Så hvis man skal mandsopdække, så bør en folketingsgruppe have mindst lige så mange medlemmer. I praksis har de fleste folketingsgrupper en formand og en politisk ordfører, som ikke belastes med resort-opdækning. Det vil sige, at gruppen skal være på godt 25 medlemmer for at kunne afsætte en man til hver minister.
Så store grupper er efterhånden sjældne. Det kræver jo henved 15 % af stemmerne. I det eksisterende folketing kunne kun Socialdemokratiet og Venstre leve op til det. De mindre grupper overlever på en strategi om at koncentrere kræfterne om udvalgte emner og ignorere resten.
Urimeligt at skatteydere overtager regningen for boligejeres klimarisiko
Kommer man under 10 mandater, så svinder antallet af politiske projekter stærkt ind. Det bliver typisk til nogle symbolpolitiske udspil indenfor et særligt emne; klima , integration eller lignende.
Hvis man som vælger vil have sin stemme til at arbejde, så er der altså grund til at overveje, om det udelukkende skal være partiets ideologi, man stemmer efter, eller om det også kan betale sig at finde et parti, som kan omsætte stemmen til praktisk arbejde.
