Årets april måned bød på flere bolighandler end samme måned sidste år.
8.480 boliger skiftede således ejer i april 2026, hvilket er to pct. højere end april sidste år.
Det viser nye tal fra Boligsiden.
Antallet er samtidig det næstehøjeste tal for april i Boligsidens statistik, som går tilbage til 2011.
Uanset om man kigger på huse, lejligheder eller sommerhuse er der sket en stigning i salget i april i år sammenlignet med samme måned sidste år.
– Selvom boligpriserne er steget markant mange steder i de seneste år, er der fortsat stor interesse blandt køberne, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, og fortsætter:
– Det fortæller, at mange fortsat både har økonomien og lysten til at realisere deres boligdrømme.
Geografiske forskelle
Der tegner sig et billede af geografiske forskelle i salget.
Salget af villaer og rækkehuse i Østjylland ligger i april hele 13 pct. højere end i samme måned sidste år.
I Københavns Kommune er der til gengæld sket et fald i salget af lejligheder på 11 pct.
– Tidligere har det især været hovedstadsområdet, der trak det samlede boligsalg op, men her ser vi nu en tendens til et lidt lavere tempo. Omvendt er der sket en klar stigning i salget af huse i Østjylland, siger Birgit Daetz og fortsætter:
– Det er de berømte ringe i vandet. Den høje aktivitet i hovedstadsområdet har spredt sig til andre dele af landet, og nu ser vi effekten i Østjylland, hvor der virkelig er sat skub i handlerne.
