Solvarmeprojekt droppet – nu kan 7.000 m2 grund blive til boliger

Videbæk Varme har valgt at sælge en byggeret, som er klar til bebyggelse centralt i byen. Grundarealet er på 6.813 m2, og ifølge lokalplanen skal grundene være minimum 300 m2.
Byggeretten er placeret i hjertet af Videbæk. Alle byens faciliteter er i gåafstand og placeret op mod en kommende skovkile. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Chr Hansensvej 1 i Videbæk i Vestjylland ejes i dag af Videbæk Varme, som nu sælger byggeretten i en udbudsrunde.

– Vi købte grunden i 2013, og planen var, at vi skulle gennemføre et solvarmeprojekt, som skulle generere energi til vores varmeværk, fortæller Jan M. Grarup, der er direktør i Videbæk Varme.

– I stedet fik vi lavet en aftale med Arla om, at de leverer overskudsvarme fra deres produktion. Da vi ingen planer har med grunden, kan vi lige så godt sælge den, så andre kan bruge den, og området kan blomstre, og andre får gavn af grunden.

Læs også

Vinder af udbud om plejecenter i Aalborg fundet

Han fortæller videre, at det meste udvikling af Videbæk sker i det vestlige del af byen, og at man her har at gøre med et meget bynært område med nem adgang til butikker og gågade:

– Det er i alles interesse, at der kommer nyt liv på matriklen, og grunden er allerede klar til bebyggelse, da vi tidligere har fjernet bygninger og ryddet op. Så grunden er renset og nyt sand og jord er påført, så der er allerede helt klar til en projektudvikler.

Oplagt at bygge rækkehuse

Videbæk Varmes mindstepris er 2,5 mio. kroner + moms, og budfristen er sat til den 15. oktober 2025.

– Her har vi en meget central og bynær grund på 6.813 m2, hvor der f.eks. er oplagt at bygge 16-22 rækkehuse afhængigt at dialogen med kommunen, da grundene ifølge lokalplanen minimum skal være 300 m2, siger projektchef i EDC Projekt Poul Erik Bech, Tonny Broberg.

Læs også

Hver syvende husholdning i København lever på under 30 kvadratmeter per person

– Når det er sagt, så tillader lokalplanen både tæt/lav bebyggelse og åben/lav, hvor der er mulighed for op til 40 % bebyggelse, men vores vurdering er som sagt, at 1-plans rækkehuse er mest optimalt. Vi forventer en stor efterspørgslen på den bynære byggeret, tilføjer han.

EDC Erhverv Poul Erik Bech Herning oplyser at der i byen er et lavt udbud af lejeboliger, ligesom statistikkerne viser en delvist aldrende befolkning, som ønsker at tilpasse deres bolig til deres kommende faser i livet.

Forventningen er derfor en sund efterspørgsel efter tæt og lav bebyggelse.

Relateret indhold