Nødvendigt: Sikrer metroens højteknologiske anlæg med stormflodsport

En 10 ton tung stormflodsport ved København Syd Station skal beskytte metroens underjordiske rør mod oversvømmelser efter stormflod og kraftige regnskyl. Metroen ligger her 18 meter under jorden.
Foto af en stor port, der hejses ned over en rulletrappe ved en S-togstation. En mand i orange jakke og hardhat kigger op mod porten
Den nye stormflodsport, der nu er kommet på plads ved København Syd Station på metrolinje M4 skal beskytte de underjordiske rør, hvor metroen kører og dermed Københavns infrastruktur. Foto: Metroselskabet

En ny, avanceret stormflodsport er netop blevet installeret ved København Syd Station for at beskytte metroen mod potentielle oversvømmelser. Det er risikoen for mere ekstremt vejr, stormflod og kraftige regnskyl, der har fået Metroselskabet til at tage initiativet.

Porten vejer ca. 10 ton, er 7,1 meter bred og 3,2 meter høj. Den er udset til at være en vigtig del af Metroens klimasikring mod kommende vejrudfordringer.

Foto af den færdigmonterede stormflodsport. To mænd i orange arbejder i rummet
Opstår der risiko for oversvømmelser kan stormflodsporten aktiveres med tryk på en knap. Foto: Metroselskabet

Chef for Udvikling & Innovation i Metroselskabet, Nina Kampmann, fortæller:

– Metroen er et underjordisk, højteknologisk anlæg, der ikke tåler at blive oversvømmet. Hvis en stormflod eller kraftige regnskyl rammer, kan vandet løbe ned i metroens tunneler, hvis vi ikke sikrer os. En sådan hændelse kunne føre til langvarige driftsstop og omfattende økonomiske konsekvenser. Derfor er den nye port nødvendig.

Sådan virker stormflodsporten

  • Aktiveres med et enkelt tryk på en knap
  • Låses fast med massive metalstænger (dorne), der skydes ind i væggen, så porten bliver i position under højt vandtryk
  • En oppustelig gummipakning tætner porten helt, så der ikke trænger vand ind
  • Hydrauliske aktuatorer (en slags motorer) sørger for, at porten kan åbnes og lukkes hurtigt og effektivt.
  • Hænger på to kraftige hængsler med aksler på 100 mm i diameter

Kilde: Metroselskabet

Hun fortsætter:

– Ved det nye knudepunkt København Syd er metroen bygget direkte sammen med S-tog og regionaltog, som har perroner og spor i forskellige højder og dermed forskellig udsathed overfor både regnvand og havvand. Metroen ligger ca. 18 m under terræn, så her har vi fundet det nødvendigt at kunne beskytte den med en stormflodsport.

Skal sikre metroens drift

Metroselskabet følger allerede nøje med i stormflodsprognoser for at sikre en robust infrastruktur.

– Regnskyl er blevet mere uforudsigelige, og vi tilpasser vores design løbende. Den nye port er en del af vores overordnede strategi for at sikre metroens drift i et klima, der ændrer sig, forklarer Nina Kampmann.

Læs også

Se dem her: De nye metrostationer binder København bedre sammen

København Syd Station er en af de fem nye metrostationer i Sydhavn og Valby, der åbnede i 2024 på M4-linjen. Stationen er udset til at blive et af hovedstadens største trafikale knudepunkter i fremtiden.

Relateret indhold