Måling: Teknologi hjælper i klimaarbejdet, men dataudveksling udfordrer stadig

Byggeriets Modenhedsmåling viser, at tre ud af fire mener, at digitale løsninger letter arbejdet med klima og bæredygtighed. Desuden er brugen af kunstig intelligens næsten ottedoblet på to år.
Rådgivende ingeniører og arkitekter er fortsat længst fremme, når det gælder brug af AI, men flere byg- og driftsherrerne er også kommet i gang.

I en ny udgave af Byggeriets Modenhedsmåling, der netop er udkommet, svarer 57 % af de adspurgte virksomhedsledere og bæredygtighedschefer, at det nuværende bygningsreglement er uambitiøst på klimaområdet, og 42 % oplever, at bygningsreglementet spænde ben for deres bæredygtighedsinitiativer:

– Udfaldet af modenhedsmålingen understreger, at byggeriet ønsker en ambitiøs regulering, som virker i praksis. Og en regulering, som ikke er forbundet med unødigt bøvl og byrder. Derfor engagerer DI Byggeri sig aktivt i at udvikle et nyt, opdateret bygningsreglement, siger branchedirektør i DI Byggeri, Rasmus Brandt Lassen.

– Vi skal skabe en regulering, der giver sikkert byggeri med lang levetid, og som sikrer en grøn omstilling i byggeriet.

Læs også

Byggeriet hænger i data-bremsen: ”Du er selv eksperten”

I målingen vurderer 75 %, at digitale løsninger og teknologi letter arbejdet med klima og bæredygtighed. Samtidig er der dog 60 %, som angiver, at nuværende datagrundlag og dataudveksling er en udfordring ifm. bæredygtighedsrapportering.

Dels er det fortsat svært og tidskrævende for mange virksomheder at indhente og udveksle relevant data med samarbejdspartnere, og dels kan man opleve, at datagrundlaget endnu ikke er etableret.

24 % bruger AI-værktøjer i arbejdet med klima og bæredygtighed, viser målingen.

Uudnyttet AI-potentiale

Ser man specifikt på brugen af kunstig intelligens, viser målingen, at 24 % bruger AI-værktøjer i arbejdet med klima og bæredygtighed:

– At så mange allerede arbejder med AI ifm. bæredygtighed er overraskende. Det bekræfter, at branchen er klar til at rykke sig digitalt og teknologisk og har brug for det ifm. bæredygtighedsarbejdet. I ConTech Lab vil vi i de kommende år hjælpe med at holde dette momentum og sikre, at branchens virksomheder kan eksperimentere og udvikle gode løsninger i fællesskab, siger adm. direktør i Molio og ConTech Lab, Christina Hvid.

Læs også

Sådan revolutionerer AI-agenter byggeriet i 2025

Målingen viser også, at brugen af digitale projektplatforme- og dokumentplatforme i 2025 er steget til 38 % af byggeriets virksomheder, der almindeligvis anvender kunstig intelligens i deres arbejde. Det er en stigning fra 5 % i 2023 og 21 % i 2024.

Byggeriets Modenhedsmåling

Målingen foretages én gang årligt af ConTech Lab, og 2025-målingen er den tredje af sin slags.

Målingen udføres i samarbejde med ConTech Alliance, der består af Bygherreforeningen, Danske Arkitektvirksomheder, DI Byggeri, Foreningen Rådgivende Ingeniører, Molio, Rådet for Bæredygtigt Byggeri, Tekniq, Bloxhub og We Build Denmark.

Byggeriets Modenhedsmåling 2025 er baseret på spørgeskemabesvarelser indsamlet i oktober 2024 fra 317 virksomhedsledere, bæredygtigheds- og digitaliseringschefer på tværs af byggebranchens værdikæde.

Rådgivende ingeniører og arkitekter er fortsat længst fremme, men hos byg- og driftsherrerne er sket en stigning fra 11 % i 2024 til 28 %, der benytter teknologien i 2025-målingen.

Store fordele for bygherrerne

Virksomhederne benytter især generativ kunstig intelligens til f.eks. informationshåndtering, dataanalyse og administrativt arbejde, men flere angiver også, at de anvender teknologien til arbejde med tilbud, design og projektering samt bæredygtighedsarbejde.

25 % angiver, at det er vigtigere selv at eksperimentere med ny teknologi end at vente på dens indtog i eksisterende værktøjer:

– Nu og fremadrettet vil bygherrer kunne drage store fordele ved at anvende kunstig intelligens til at understøtte beslutningsprocesser – især i de indledende faser i byggeriet, siger direktør i Bygherreforeningen, Henrik L. Bang.

Læs også

Nu bliver dataarbejdet nemmere for landets bygherrer

Han tilføjer:

– Teknologien kan helt sikkert også gøre meget af det, vi allerede gør i dag, meget hurtigere og mere sikkert. F.eks. kan vi nemmere afkode bygninger og materialers potentialer for anvendelse, valg af materialer, tilstandsvurdering af bygninger og meget mere.

Byggeriets Modenhedsmåling er finansieret af Industriens Fond og den filantropiske forening Realdania.

Relateret indhold