Opførelsen af en flydende formidlingsplatform kaldet Sømærket sættes nu i gang. Dermed forventes det flydende vartegn for Naturpark Lillebælt at være klar til brug om et års tid. Bag pyramidestrukturen, der vil stå syv meter over vandoverfladen, rage op fra skoven af master i havnene og fungere som et visuelt fyrtårn på afstand, står arkitektvirksomheden Effekt.
Designet var det vindende bidrag i en indbudt konkurrence initieret af kommunerne Middelfart, Kolding og Fredericia.
Sømærket er inspireret af de historiske sømærker i træ, der blev bygget langs Danmarks kyster i slutningen af det 19. århundrede. De blev benyttet som navigationshjælpemidler til sejlere, der krydsede de notorisk farlige farvande.
Sømærket fejrer denne rige danske maritime historie, samtidig med at den udgør en helt ny typologi for en flydende uddannelsesplatform.
Medgrundlægger og kreativ direktør i Effekt, Tue Hesselberg Foged, siger:
3XN’s monolit skal huse Danmarks nye Kyst- og Lystfiskercenter
– Formidling af livet i havet har aldrig været mere presserende end nu. Derfor er vi enormt glade for at have vundet konkurrencen om en ny formidlings- og oplevelsesplatform, som skal hjælpe os med at forstå livet i havet bedre. Oplevelsesplatformens design er inspireret af vores fine tradition for at anvende smukke trækonstruktioner som Sømærker langs kysterne i Danmark.
Tegnestuen har designet Sømærket i samarbejde med Mast, et maritimt arkitektfirma, der er specialiseret i design og konstruktion af flydende bygninger og kystudvikling. Øvrige projektpartnere inkluderer totalentreprenør NBC Marine, der er producent og importør af marineprodukter, og de rådgivende ingeniører fra Das Boot.
Åben konstruktion i flere etager
Den flydende pyramidestruktur er en åben konstruktion i flere etager, som man kan gå på opdagelse i. For at minimere projektets klimaaftryk, bliver en eksisterende betonflydepram genanvendt som base. Herpå bygges oplevelsesplatformen i biogene materialer
Prammen er doneret til projektet af Henrik Frode Obel Fonden. Den blev tidligere fremvist på UIA-kongressen i 2023 som en kommentar til problemet med greenwashing i byggebranchen. Nu bliver den omdannet og får nyt liv med et langvarigt formål.
Flyttes med slæbebåd
Platformen vil blive flyttet langs Lillebælt med slæbebåd mellem tre lokationer i hhv. Middelfart, Kolding og Fredericia kommuner. Derved får skolegrupper, forskere, turister og den brede offentlighed mulighed for at fordybe sig i bæltets historier. Samtidig tilbyder platformen ny adgang til vandet for f.eks. kajakroere, svømmere, dykkere og lystfiskere.
Formand for Naturpark Lillebælt, Jørn Chemnitz, udtaler:
– Det er en fantastisk ide, at vi kommer til at dele en fælles bygning mellem de tre kommuner. Vi kan flytte bygningen mellem os ved at bruge havet. Det er for mig et symbol på at havet og Lillebælt binder os sammen. Jeg er glad for det samarbejde vi har om Naturpark Lillebælt, og jeg glæder mig til, at vi også kan mødes på platformen, formidle og drøfte Lillebælts tilstand og mulighederne for forbedringer og hjælp til havmiljøet.
Se skitserne: Gillelejes nye museum er en hyldest til havet
Hoveddækket på den flydende pram står cirka 1,3 meter over havniveau. Det er forbundet med en lille bro, der tillader niveaufri adgang fra kajen.