DM i Skills 2024 blev ny succes: “Ingen kan forestille sig, hvor stort det her er”

DM i Skills 2024 er afgjort, og formanden fortæller om en fagfestival, der hele tiden bygger på og nu også tiltrækker interesse fra udlandet.
Foto: Lasse Lagoni.
Foto: Lasse Lagoni.

I weekenden fik unge fra 47 forskellige konkurrencefag hængt en guldmedalje om halsen ved afslutningsceremonien for DM i Skills 2024 – Danmarksmesterskabet for unge fra erhvervsuddannelserne, der i år blev holdt på Dyrskuepladsen i Roskilde.

Læs også: Privat fond giver 50 mio. kr. til grønnere erhvervsuddannelser

I løbet af tre dage kæmpede ca. 280 unge om at blive den bedste inden for deres fag, og formand for SkillsDenmark, Søren Heisel, står tilbage med en optimistisk følelse, efter at mange tusinde folkeskoleelever og deres forældre og lærere var forbi konkurrencestandene.

Foto: Lasse Skov/SkillsDenmark.
Foto: Lasse Skov/SkillsDenmark.

– Trods regnen fredag har der bare været god stemning og smil hele vejen rundt. Ingen kan forestille sig, hvor stort det her er, før de har været her. Og der er rigtig mange, der er taget hjem med gode oplevelser. Vi er her jo netop for at inspirere. Ingen skal tvinges til at tage en erhvervsuddannelse – men når de er her, kan de jo se, hvor mange muligheder der er, og at det at tage en erhvervsuddannelse er noget af det fedeste at gøre, siger Søren Heise.

Europa kigger Danmarks vej

Han fortæller videre, at også mange andre end folkeskoleeleverne har fået en smagsprøve på, hvad erhvervsuddannelserne har at byde på, da der igen i år også er blevet holdt GymnasieSkills, FGU Skills og Læreplads Skills.

Foto: Sophia Hviid/SkillsDenmark.
Foto: Sophia Hviid/SkillsDenmark.

Her har henholdsvis gymnasieelever og FGU-elever kæmpet i deres egne små erhvervsfaglige konkurrencer, og interesserede lærlinge og lærepladser har kunnet møde hinanden.

Læs også: Norsk model kan give 14.000 flere elever på danske erhvervsskoler

– DM i Skills er for alvor blevet en festival. En fagfestival. Hvor erhvervsuddannelserne og de dygtige og ambitiøse faglærte, vi er heldige at have, bliver vist frem på alle mulige måder og for mange forskellige målgrupper, så vi kan motivere mange flere til at gå erhvervsuddannelsesvejen, siger formanden for SkillsDenmark.

Foto: Lasse Lagoni.
Foto: Lasse Lagoni.

Han tilføjer:

– At vi her i Danmark virkelig kan noget med vores nationale mesterskab bliver bekræftet af, at folk fra hele Europa – vi har bl.a. haft gæster fra Holland, Kroatien og Irland – kommer for at se, hvad det er, vi gør rigtigt i Danmark med Skills.

Relateret indhold