Siden Energistyrelsen for nylig meldte ud, at der tirsdag 28. september igen åbnes for ansøgninger til Bygningspuljen, har mange af de boligejere, der fortsat fyrer med olie, gas eller brændeovn, haft travlt med at indhente tilbud på varmepumper.
Boligejere med et hus på 140 kvadratmeter stilles 19.000 kroner i udsigt i tilskud for at skifte til varmepumpe, og den gulerod har givet travlhed hos VVS-installatører landet over.
– Aldrig før har der været så stor en interesse blandt danskerne for at udskifte eller supplere den eksisterende varmekilde med en varmepumpe. Det er klimavenligt, og med mulighed for et tilskud på mange tusind kroner fra Bygningspuljen er det en god løsning og et godt tidspunkt for rigtig mange husejere at tage skridtet, siger Martin Paysen, der er VVS-installatør hos Belø VVS og medlem af VVS Mester, der er en landsdækkende sammenslutning af autoriserede VVS-installatører.
Der er i alt mellem 330 og 340 millioner kroner at søge i denne ansøgningsrunde, hvor der i sidste runde var afsat 250 millioner kroner, og samtidig er tilskudssatserne sænket i forhold til tidligere.
– Beløbet man kan få i tilskud er lidt lavere end tidligere, men til gengæld vil flere borgere sandsynligvis få tilsagn om tilskud i denne omgang, siger Martin Paysen.
For at søge tilskud til forbedringstiltag som isolering og nye vinduer kræver det, at man har en bolig med energimærke E, F eller G. Enhver boligejer kan dog søge tilskud til varmepumper, uanset om huset har et energimærke eller ej, så længe man ikke bor i et område med fjernvarme.
Modsat tidligere, hvor din installatør skulle søge tilskuddet på dine vegne, skal husejere nu selv søge det hos Energistyrelsen, som forvalter Bygningspuljen.