Renoveringer løfter boligforeninger

Nedslidte boliger skaber en beboersammensætning, der ikke er attraktiv, advarer arkitekt hos Mangor & Nagel.
Lejeboligerne i Sydbyen i Slagelse har været igennem en omfattende renovering. Under renoveringen er der lagt vægt på at forbedre beboernes trivsel ved bl.a. at udvide altanerne. Pressefoto:
Lejeboligerne i Sydbyen i Slagelse har været igennem en omfattende renovering. Under renoveringen er der lagt vægt på at forbedre beboernes trivsel ved bl.a. at udvide altanerne. Pressefoto:

Der er afsat 18. mia. kr. i Landsbyggefonden til renovering i den almene boligsektor, og flere boligforeninger er allerede i gang med store, gennemgribende renoveringsprojekter af nedslidte boliger. Hos Skovparken i Egernsund i Sønderjylland har renoveringen endda haft stor betydning for boligforeningens fremtidige overlevelse.

Her var lejeboligerne så nedslidte, at mange beboere flyttede derfra. Skovparken var truet af konkurs på grund af manglende huslejeindtægter og store udgifter til den daglige drift og vedligeholdelse. Det forklarer Mikael Kjer Jensen, direktør for boligforeningen B42, som udlejer Skovparken.

Boligforeningerne i Sydbyen ønskede en renovering for at kunne fastholde og tiltrække de stærke beboere. Hvis man lader boliger blive helt nedslidte, kan det ende i en beboersammensætning, som ikke er attraktiv.

Karsten Nagel, arkitekt og partner i arkitektfirmaet Mangor & Nagel

– En renovering skulle være med til at forhindre en konkurs, og det har været helt centralt at satse på byggematerialer med minimal vedligeholdelse og lang levetid, siger Mikael Kjer Jensen.

Ifølge Mikael Kjer Jensen er Skovparken nu ved at slippe af med sit image som et nedslidt boligområde, fordi boligerne er blevet løftet til moderne standarder. Blandt andet gennem isolerede facader og nye døre og vinduer i de 48 boliger. Beboerne strømmer igen til Skovparken, selvom renoveringen endnu ikke er helt færdig.

Selvforståelse og stolthed

Karsten Nagel, arkitekt og partner i arkitektfirmaet Mangor & Nagel, har arbejdet med renovering af almennyttige boliger i mange år. Det er også hans erfaring, at det er svært at fastholde beboere i lejemål, hvor lejlighederne er nedslidte og ikke lever op til moderne standarder, hvad angår bygningsudtryk, indretning og klimaskærm.

Mangor & Nagel er i gang med et af de største renoveringsprojekter i virksomhedens historie – renoveringen af 460 lejemål i boligafdelingen Sydbyen i Slagelse. Projektet støttes af Landsbyggefonden.

– Boligforeningerne i Sydbyen ønskede en renovering for at kunne fastholde og tiltrække de stærke beboere. Hvis man lader boliger blive helt nedslidte, kan det ende i en beboersammensætning, som ikke er attraktiv, forklarer Karsten Nagel og fortsætter:

– Udover en billigere varmeregning får Sydbyen også et bedre image. En renovering giver beboerne en anden selvforståelse og stolthed over det område, de bor i. Det betyder meget, når man skal fortælle, hvor man bor.

Tænk langsigtet

Mangor & Nagel er totalrådgivere på mange helhedsplaner, der omfatter renovering af almene boliger, disse år. Ligesom Mikael Kjer Jensen fra boligforeningen B42 oplever Karsten Nagel fokus på, at renoveringen skal have en positiv effekt på boligforeningernes driftsøkonomi på lang sigt.

– Det er et krav fra boligselskaberne, at vi bruger materialer, der holder i lang tid, så driftsøkonomien ikke bliver belastet af vedligeholdelse. Så vi tænker langsigtet, inden for den økonomiske ramme vi har, når helhedsplaner udformes og materialer vælges, siger Karsten Nagel.

I Sydbyen har Mangor & Nagel kombineret forskellige materialer, som matcher hinanden i forhold til en lang levetid og minimal vedligeholdelse. De efterisolerede gavle er blevet beklædt med det brune Kolumba Tegl. For at give beboerne udkig til de grønne områder er der bygget glaskarnapper på gavlene, som omsluttes af specialtilpassede hvide Steni-facadeelementer. De hvide elementer på de brune gavle skaber en sammenhæng mellem gavlene og bygningernes lyse facader. Alle lejligheders altaner er desuden blevet udvidet til glæde for beboerne.

– Beboernes trivsel har spillet en stor rolle i renoveringen af Sydbyen, og moderniseringen giver både lejlighederne og hele området et markant løft, siger Karsten Nagel.

Der skal tænkes langsigtet. Derfor er der i Sydbyen i Slagelse anvendt facadeelementer bestående af glasfiberarmeret polymerkomposit med en overflade af hærdet akryl. Pressefoto.
Der skal tænkes langsigtet. Derfor er der i Sydbyen i Slagelse anvendt facadeelementer bestående af glasfiberarmeret polymerkomposit med en overflade af hærdet akryl. Pressefoto.

Relateret indhold