Nyt hovedkontor designet til at inspirere lærlinge

Håndværksvirksomheden Madsen & Kastberg har tænkt både funktionalitet, arbejdsmiljø og bæredygtighed ind i design og indretning af nyt, brugt hovedkontor i Brøndby.
Foto af facaden på en gul murstensbygning med sorte vinduesrammer
Madsen & Kastbergs nye hovedkontor på Vallensbækvej i Brøndby er bl.a. opgraderet med nye lavenergiruder, facaderne er efterisoleret og der er etableret regnvandsopsamling til toiletskyl og tøjvask.

VVS-, tømrer-, murer- og sprinklerfirmaet Madsen & Kastberg, der indtil nu har haft hovedkontor på Valhøjs Allé i Rødovre, flytter til nye, større lokaler på Vallensbækvej i Brøndby, da de nuværende lokaler ikke længere kan imødekomme virksomhedens behov.

Med flytningen ønsker virksomheden at sætte fokus på at skabe et miljø, hvor medarbejdertrivsel, bæredygtighed og faglig udvikling går hånd i hånd. De nye lokaler bliver derfor ikke kun den fysiske ramme, men også det strategiske fundament for Madsen & Kastbergs fremtidige ambitioner.

Fokus på genbrugsmaterialer

I samarbejde med en design- og indretningskonsulent har partner og teknisk direktør, Rasmus Boiden Madsen, været med til at designe kontoret med fokus på både funktionalitet og bæredygtighed.

Læs også

Madsen & Kastberg vokser igen – går ind i sprinklerbranchen

Blandt de konkrete tiltag, der er taget, er:

  • Udskiftning af gamle vinduer til lavenergiruder for at reducere energiforbruget
  • Efterisolering af facader, der sikrer bedre varmeeffektivitet
  • Etablering af regnvandsopsamling, som anvendes til toiletskyl og tøjvask
  • Fokus på genbrugsmaterialer, f.eks. bordplader fremstillet af genbrugsplast fra brugte plastiktønder
Foto af lysegrønt rum -gulvet skinner. Vinduerne er ude til venstre
Der er tilført både lys, luft og farver til den kommende kantine.

– Indretningen skal understøtte vores værdier: faglighed, samarbejde og ordentlighed, og ikke mindst vores virksomhedskultur, hvor det sociale vægtes højt. Vi vil samtidig gerne gå forrest og inspirere vores ansatte til at tænke bæredygtigt i hverdagen. Når det bæredygtige valg bliver både synligt og oplagt, skaber vi en adfærd, der styrker både miljøet og vores fælles fremtid, udtaler Rasmus Boiden Madsen.

Inspirerende lærlingemiljø

Derudover bliver de nye faciliteter hjemsted for et fuldt udstyret blikværksted samt dedikerede områder for lærlinge. Her får de mulighed for at arbejde med traditionelle håndværk. F.eks. opbygning af blandesløjfer, vindskeder og murerarbejdsteknikker som amagerforbandt.

Foto indvendigt i et byggeri under renovering. Der ligger afdækningspap på gulvene - sat sammen med blåt tape. Der står et lille bord midt i rummet, hvor en flok mennesker kigger rundt
Medarbejderskaren i Brøndby tæller både VVS’ere, tømrere og murere – heriblandt lærlinge. Her er medarbejderne på besøg i de endnu ikke færdigrenoverede lokaler. Indflytning har fundet sted i denne uge.

Målet er at skabe et inspirerende miljø, hvor fremtidens håndværkere kan udvikle deres kompetencer i praksis.

Relateret indhold