Sidste hånd – eller facadeplade – er netop lagt på værket på Gyvelvej i Roskilde, hvor en boligblok, der trængte til et omfattende ansigtsløft, har gennemgået en velfortjent energi- og facaderenovering.
Hvad der før var en anonym, hvid boligblok, der bar præg af en del år på bagen, er nu forvandlet til tidssvarende boliger med et grafisk farvespil på facaden. Rektangler i vekslende størrelser og forskellige farvetoner møder øjet, men også under overfladen sætter forvandlingen sine spor. Facaden er nemlig i samme ombæring forsynet med ny efterisolering.
Facadeplader giver flere fordele
Boligerne har gennemgået en energioptimering, der kan mærkes på både indeklima og varmeregning. Det fortæller Jesper Krog, teknisk direktør hos Gaihede, der er både arkitekter og rådgivende ingeniør på projektet:
– Den gamle, utætte isolering er udskiftet, og der er lavet en både pænere og mere tidssvarende løsning, som resulterer i en betragtelig reduktion på energiforbruget. Der er isoleret med Redair Flex fra Rockwool, som giver en optimal isoleringseffekt og et forbedret indendørs miljø. Især da det blev koldt, kunne der mærkes en stor forskel på indeklimaet, men naturligvis også på varmeregningen.
Facaden er efterfølgende blevet beklædt med robuste facadeplader fra producenten Rockpanel. Fordelene er mange, lyder det fra Jesper Krog:
– Facadepladerne sikrer først og fremmest et rigtig flot og yderst holdbart resultat uden at sprænge budgetrammerne. Ejerforeningens behov er afstemt, så resultatet lever op til deres ønsker og krav, og så beboerne kan nyde godt af de opgraderede rammer.
Mens bygningen blev forsynet med både isolering og klimaskærm, blev beboerne boende i hjemmets vante rammer.
– Rockpanel-pladerne er nemme at arbejde med, og det har sikret effektiviteten hele vejen igennem. Det betyder kort montagetid og dermed færre gener for byggeriets beboere, fortæller Martin Hagemann Mortensen, direktør hos Viggo Pedersen & Søn A/S Byggeentreprise.