Aalborg: Grøn transformation af sygehusgrund rykker nærmere

Planerne for omdannelsen af Sygehus Nord-grunden og det nærliggende Gåsepigeområde er klar. En høringsperiode og den længe ventede færdiggørelse af Aalborg Universitetshospital mangler, før planerne kan føres ud i livet.
En ny folkepark bliver et af samlingspunkterne i det nye byområde omkring det snart forhenværende Sygehus Nord. Visualisering: SLA, Transform, Friis & Moltke, Schewing & Berthelsen og Sweco.
En ny folkepark bliver et af samlingspunkterne i det nye byområde omkring det snart forhenværende Sygehus Nord. Visualisering: SLA, Transform, Friis & Moltke, Schewing & Berthelsen og Sweco.

Det har trukket ud ad flere omgange, men når supersygehuset Aalborg Universitetshospital åbner i (forventeligt) 2026, kan ejendoms- og udviklingsselskabet Nordud rykke ind på Sygehus Nord-grunden og påbegynde udviklingen af området.

Region Nordjylland solgte i 2021 Sygehus Nord-grunden inkl. bygninger til ejendoms- og udviklingsselskabet Nordud, hvis dedikerede formål er at investere i, udvikle og udleje fast ejendom i det centrale Aalborg. Regionen forventer at fraflytte sygehuset i 2026-2027. Herefter vil udviklingsselskabet overtage ejendommen.

Aalborg Kommune ejer det nærliggende Gåsepigeområdet og har et ønske om at det samlede område bliver udviklet efter en fælles udviklings- og helhedsplan. Et konsortium bestående af SLA, Transform, Friis & Moltke, Schewing & Berthelsen og Sweco har derfor udviklet en helhedsplan, der dækker hele området.

Teamet har i helhedsplanen arbejdet med følgende fem udviklingsstrategier:

– Stærke koblinger – sy kvartererne sammen

– Plads til liv

– Mere bynatur

– Naboskab og fællesskab

– Kvarter i menneskelig skala

Blandt grebene er en stærk kobling til resten af byen, en ny, samlende folkepark, et stort torv på tværs af Reberbanegade, nye og eksisterende huse, der står skulder ved skulder og danner klynger med indre haverum samt en ny passage under banen, der gør det let at komme fra området og videre til de nærliggende uddannelsesinstitutioner.

Det gamle kommunehospitals bygninger får lette havestuer, verandaer og vinterhaver med nær kontakt til hospitalshaven. Visualisering: SLA, Transform, Friis & Moltke, Schewing & Berthelsen og Sweco.
Det gamle kommunehospitals bygninger får lette havestuer, verandaer og vinterhaver med nær kontakt til hospitalshaven. Visualisering: SLA, Transform, Friis & Moltke, Schewing & Berthelsen og Sweco.

By- og Landskabsudvalget har studeret helhedsplanen. Nu venter først en godkendelse fra byrådet, hvorefter en otte ugers høringsperiode kan begynde. Den forventes afsluttet d. 26. maj.

Rådmand Jan Nymark Rose Thaysen udtaler:

– Jeg ser meget frem til høringsperioden og forventer, at mange allerede nu har lyst til at kigge med og kommentere på de planer, vi lægger frem. Kommuneplantillæg og helhedsplan kommer jo senere til at udgøre grundlaget for udviklingen af en helt ny bydel, og det vel at mærke på et område, som er virkelig centralt i Aalborg Midtby. Et område, hvor vi ønsker at skabe et kvarter, som er i harmoni med de eksisterende omgivelser, og som både giver plads til hverdagsliv for de nye beboere og erhvervsdrivende, og som samtidig er et væsentligt aktiv for bylivet i Midtbyen.

Sygehus Nord som det ser ud i dag.
Sygehus Nord som det ser ud i dag.

Relateret indhold