Giv de ekstra 120 mio. til Skat, hvis social dumping skal stoppes

Sekretariatsleder Morten Frihagen, Dansk Håndværk.
Sekretariatsleder Morten Frihagen, Dansk Håndværk.

Dansk Håndværk er tilfreds med, at regeringen med finansloven giver kontrollen med social dumping endnu et hak, men vi påpeger, at pengene bør bruges mere målrettet.

Vi er selvfølgeligt tilfredse med, at man fortsætter jagten på de udenlandske virksomheder, der snyder og omgår de danske regler og love. Men vi opfordrer myndighederne til at bruge de ekstra ressourcer mere målrettet.

I de seneste år er indsatsen mod social dumping blevet brugt til at flere myndigheder har koordineret deres besøg hos virksomheder, hvor de har set på om de overholder en række forskellige regler.

Giv pengene til Skat

Dermed bliver krudtet fordelt bredt på mange opgaver. Men vi kan se, at særligt Skat har vist, hvordan man på forhånd kan udvælge virksomheder, så man fokuserer på risikoen for at er social dumping og lovovertrædelser af den karakter.

Skat udvalgte ved de syv koordinerede aktioner, som pengene er brugt på i år, inden aktionerne udvalgte de virksomheder, der besøges – og at den strategi har givet overordentligt gode resultater.

Plet hos hver anden

Ved den seneste aktion havde Skat udvalgt 105 virksomheder, hvor de så risiko for netop social dumping. Og det gav bonus ved næsten hver anden. Skat skulle nemlig efterfølgende gå 47 af de 105 nærmere efter i sømmene. Der er altså en træfsikkerhed hos Skat, der er langt højere end det generelle billede. Derfor bør politikerne fokuserer de ekstra 120 mio. på finansloven til Skat, så vi for alvor får hul på det her problem. På den måde kan man nå meget længere for de penge, der nu er kommet oven i puljen.

Relateret indhold