De etablerede små virksomheder bliver overset

Mikael Tipsmark, branchechef for industri i Arbejdsgiverne. Pressefoto.
Mikael Tipsmark, branchechef for industri i Arbejdsgiverne. Pressefoto.

Byggeriet oplever en eksplosion i antallet af konkurser, har man på det seneste kunne læse i pressen. At 468 bygge- og anlægsfirmaer gik konkurs i første halvår af 2018 – en stigning på 30 procent flere end i første halvår af 2017. Det lyder voldsomt. Men sammenligner man med første halvår af 2016, er der faktisk færre konkurser.

Vi kan dog godt blive enige om, at antallet af konkurser er forholdsvis højt i forhold til den udvikling, der er i samfundet. Det går lidt for godt til, at der burde være så mange. Virksomheder indenfor bygge- og anlæg er ofte mindre virksomheder, der er alt for sårbare på overblik og forretningsudvikling.

Derfor kunne man ønske sig, at flere af de offentlige erhvervsfremmeordninger rettede sig mod de mindre virksomheder. 9 ud af 10 danske virksomheder er mindre virksomheder med under 10 ansatte. De bidrager med en fjerdedel af samfundets omsætning og skaber arbejde til knap en halv million mennesker.

Men kun fire procent af initiativerne i de seneste ti års erhvervs- og vækstpolitiske aftaler på Christiansborg har rettet sig direkte mod de etablerede helt små virksomheder, har Dansk Byggeri konkluderet. Virksomheder med under 10 ansatte, der har eksisteret i nogle år, bliver overset.

Erhvervsfremme skal være meget mere målrettet de etablerede små virksomheder. Og her er der netop kommet et forslag til en lov om erhvervsfremme. Her håber vi i Arbejdsgiverne på, at det får en udformning, så der bliver lidt mere fokus på de mindre virksomheder. Så kunne der måske undgås en del konkurser.

… kun fire procent af initiativerne i de seneste ti års erhvervs- og vækstpolitiske aftaler på Christiansborg har rettet sig direkte mod de etablerede helt små virksomheder …

Relateret indhold