En elektrisk stenklipper, der kan klippe op til 500 sten på én opladning. Det er det koncept, patentet bag og aktiverne i SmartCutter ApS, Ole Kobæk har solgt til SoRoTo A/S. Han har gennem årene udviklet maskiner som SmartLift og SmartMover, der ligeledes letter arbejdet i byggeriet.
Med SmartCutter har han skabt en løsning, der både reducerer gentagne belastende bevægelser, mindsker materialespild og effektiviserer arbejdstiden.
En gamechanger
Maskinen er udviklet på baggrund af et PhD-projekt fra Aalborg Universitet, der identificerede stenklipning som en særlig fysisk krævende opgave. Projektet blev udført i samarbejde med 3F, Dansk Byggeri og Jorton med støtte fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Scandi Supply på tyske hænder. Direktør forlader virksomheden efter 25 år
Projektet førte til udviklingen af SmartCutter i samarbejde med Byggeriets Arbejdsmiljøbus. Praktiske tests og håndværkernes feedback blev brugt til at optimere designet.
– SmartCutter er en game-changer inden for murstensklipning, udtaler Jesper Nielsen, konsulent hos Byggeriets Arbejdsmiljøbus.
Skal gøres mere tilgængelig
Køberen SoRoTo er allerede kendt i den danske bygge- og anlægsbranche for sine tvangsblandere, transportbånd og specialudstyr, der alle kombinerer effektivitet med god økonomi.
InstallatørGruppen styrker sig med fire nye el-virksomheder
Produkterne er skabt til at modstå selv de mest udfordrende forhold og samtidig fremme et bedre arbejdsmiljø. Med introduktionen af SmartCutter udvider virksomheden sin portefølje af innovative løsninger, der forener effektivitet, ydeevene, økonomi og ergonomi. CEO i SoRoTo, Hans Terney Rasmussen, siger:
– Vi ser frem til at gøre denne maskine tilgængelig for endnu flere håndværkere, så de kan drage fordel af en løsning, der ikke kun er mere effektiv og materialebesparende, men også skåner kroppen i det daglige arbejde.