Urbanisering tager til: 10 startups vil tackle udfordringerne

Klodens befolkning vokser og mennesker flytter mod byerne. Behovet for intelligent indretning, smartere infrastruktur og reduktion af forurening stiger.
Energiproducerende vinduer, cloud-baserede samarbejdsplatforme og selvrensende luftsystemer. Det er blot nogle af de innovative ideer, som Rasmus Bjørn Dahl og Rainmaking har samlet hos BLOXHUB. Foto: Hans-Henrik Lærke.
Energiproducerende vinduer, cloud-baserede samarbejdsplatforme og selvrensende luftsystemer. Det er blot nogle af de innovative ideer, som Rasmus Bjørn Dahl og Rainmaking har samlet hos BLOXHUB. Foto: Hans-Henrik Lærke.

Urbantech

  • Programmet startede op 19. august og løber frem til 8. november.
  • I den periode vil 10 startups videreudvikle deres idéer. Det sker i et samarbejde med programmets partnere.
  • Urbantech er grundlagt af COWI, VKR Holding, EWII og støttet af Realdania og Industriens Fond. Programmet faciliteres af Rainmaking i samarbejde med BLOXHUB, Dansk Design Center, Dansk Arkitektur Center og Amazon Web Services.
  • De første to uger af programmet var fastlagt og ens for alle, det samme er den sidste uge. Alt derimellem er skræddersyet deltagerne, så de får optimale betingelser for at lykkes med deres innovative foretagende.

Et kig i krystalkuglen afslører behovet for at tænke nyt og smartere.

– Flytningen til byerne er stor. Det gælder ikke bare herhjemme, men globalt. Desuden bliver vi flere og flere mennesker på kloden. Det skaber en række udfordringer som for eksempel infrastruktur, forurening og kapacitet. Vi bevæger os mod øget urbanisering, og de udfordringer, det medfører, skal vi finde smartere løsninger på, siger COO i den danske gren af Rainmaking Rasmus Bjørn Dahl.

Netop derfor er 10 innovative startups tjekket ind hos BLOXHUB i København. Her lægger de hovederne i blød og udvikler i samarbejde med hver deres virksomhedspartner stærke løsninger på globale udfordringer.

– De løsninger, som forhåbentlig udspringer af vores accelerator, behøver ikke kun blive udrullet i Danmark, men vi ser da gerne Danmark spille en rolle. Det vil styrke vores ry som foregangsland og kan give arbejdspladser, siger Rasmus Bjørn Dahl.

Midt i august gik starten på accelerator-programmet Urbantech, der giver deltagerne tre intense måneder til at kvalificere deres opfindelse. Der er tale om en premiere for acceleratoren, men en årlig gentagelse er allerede planlagt for de næste to år.

Creme de lá creme

Deltagerne har klaret sig gennem flere nåleøjer, inden de fik den endelige invitation, forklarer Rasmus Bjørn Dahl.

– Rainmaking har haft kontakt til 2200 startups via mail, møder og samtaler. Vi har undersøgt, hvad der sker globalt inden for urbantech. I maj udvalgte vi 50 aktører ud fra de 400 ansøgninger, vi modtog. Sammen med vores partnere barberede vi flokken ned fra 50 til 20. De tilbragte tre dage i København hos os. Herefter fulgte den sidste benhårde nedskæring til de 10 deltagere, som nu er gået i gang, siger han og fortæller, at de sidste 10 frasorterede startsups stadig er i kontakt med Rainmaking – deres idéer nyder fortsat opmærksomhed, støtte og vejledning.

De aspiranter, som klarede skærene, gik 19. august i gang med deres tre måneders forløb.

BLOXHUB holder til midt i København, hvor urbaniseringens udfordringer er velkendte. Dette efterår bliver nogle af løsningerne muligvis udviklet. Foto: Hans-Henrik Lærke.
BLOXHUB holder til midt i København, hvor urbaniseringens udfordringer er velkendte. Dette efterår bliver nogle af løsningerne muligvis udviklet. Foto: Hans-Henrik Lærke.

Urbantech handler overordnet set om bæredygtig byudvikling. Den innovative tilgang udspringer af SmartCity, som dog er bycentreret. Urbantech handler om urbanisering. Omdrejningspunkterne er urbanisering, det byggede miljø i byer, indeklima, energi og forbindelser samt beboernes levevis i byerne.

Det er her, det sner

Rasmus Bjørn Dahl håber på fine resultater fra innovations-programmet og deltagerne, som måske lægger inde med den idé, som skaber en teknologisk landvinding.

– Med udgangspunkt i de tre måneder vil vi bidrage til løsninger og den teknologiske udvikling. Det kan måske blive til en eller flere kommercielle succeser sammen med samarbejdspartnerne med bæredygtige løsninger, siger han og krydser fingre for, at det også kan styrke Danmarks ry som grøn frontløber og signalere til andre startups, at det er i her det sner, hvis man arbejder med urbanisering.

Foruden de nye spirende aktører er der måske også noget at opnå for den allerede eksisterende branche og veletablerede virksomheder i form af videndeling, der kan give ringe i vandet.

Med udgangspunkt i de tre måneder vil vi bidrage til løsninger og den teknologiske udvikling. Det kan måske blive til en eller flere kommercielle succeser sammen med samarbejdspartnerne med bæredygtige løsninger

Relateret indhold