Rekordoverskud: Cowi stærkt gennem første corona-år

Trods corona og deraf følgende usikkerheder i markederne opnåede Cowi i 2020 det bedste driftsresultat og cash flow nogensinde.
CEO Lars-Peter Søbye, Cowi. Pressefoto.
CEO Lars-Peter Søbye, Cowi. Pressefoto.

Fra regnskabet

  • Omsætning: 6,430 mia. kr. (2019: 6,623)
  • Resultat før skat: 305 mio. kr. (2019: 171)
  • Årets resultat: 212 mio. kr. (2019: 100)
  • Antal ansatte: 6.682 (2019: 7.171)

Cowi kan se tilbage på et år, hvor virksomheden kom styrket igennem coronakrisen og skabte markant fremgang på en række nøgletal.

Rådgiveren leverede et rekordhøjt driftsresultat (EBIT) på 350 millioner kroner, hvilket er en fremgang på hele 65 procent i forhold til 2019. Omsætningen faldt med tre procent til 6,43 milliarder kroner, hvilket primært skyldtes frasalget af koncernens kortlægningsforretning samt den svækkede norske krone.

Rekordhøj kundetilfredshed

CEO Lars-Peter Søbye glæder sig over de stærke resultater på bundlinjen, som han begrunder med medarbejdernes og kundernes indsats.

– Det har været et særdeles udfordrende år for både kolleger og mange af vores kunder. Men jeg er meget, meget imponeret og stolt over, hvordan mine kolleger har omstillet sig og kæmpet for COWI i en krisetid. Det vidner om en enorm loyalitet og stærke værdier. Det har været altafgørende for, at vi er kommet så godt i mål. Samtidig er vores relationer til kunderne blevet styrket. Vi har været endnu mere opsøgende her under krisen og forbedret eksekveringen af vores projekter. Det har vores kunder kvitteret for med tillid og positiv feedback: Vores kundetilfredshed har aldrig været højere, siger Lars-Peter Søbye.

Han peger desuden på ydre omstændigheder som årsag til årets resultat.

– Kriser betyder som regel, at offentlige investeringer bliver fremrykket. Det gælder bl.a. inden for infrastruktur og nu også grøn omstilling. Det er områder, hvor vi står stærkt, og det har vi nydt godt af.

Et generelt øget og mere målrettet kunde- og markedsfokus, herunder en endnu stærkere prioritering af særligt udvalgte udbudsprojekter, har også haft afgørende betydning for årets resultat og ordrebeholdningen.

– Vi har formået at vinde en række af de signifikante projekter, vi målrettet er gået efter; eksempelvis rammeaftalen for DSB’s Fremtidens S-bane og Houston Ship Tunnel Bridge i Texas. Samtidig fortsætter den positive udvikling med Arkitema, og vi har sammen vundet højtprofilerede projekter som eksempelvis udviklingen af Bosch’s nye, bæredygtige hovedkvarter i Ballerup. Det betyder også, at vores ordrebeholdning er steget med hele 327 millioner DKK til 4,3 milliarder DKK, siger Lars-Peter.

Fokus på vækst og opkøb i kernemarkeder

I linje med Cowis fokus på udvalgte kernemarkeder investerede virksomheden i 2020 yderligere i sin tilstedeværelse i Storbritannien og Nordamerika.

– De udgør, ud over Skandinavien, vores store vækstmarkeder fremover, og med en øget finansiel styrke står vi stærkt positioneret til at tilføje nye medlemmer til COWI-familien, siger Lars-Peter og uddyber om markederne:

– I Storbritannien ser vi nu for alvor effekten af de massive offentlige investeringer i bl.a. infrastruktur, der skal være med til at få gang i økonomien efter Brexit og nu også pandemien. Vi har aldrig haft så stor aktivitet som nu på det britiske marked, hvor vi er vokset med knapt 20 procent i det forgangne år, har ansat 60 nye kolleger og skal ansætte yderligere 80.

– Tilsvarende forventer vi, at der i USA – med Joe Biden ved roret – for alvor bliver sat handling bag ordene hvad angår massive investeringer i den nedslidte infrastruktur og hele den grønne omstilling, særligt inden for vedvarende energi. Vi oplever allerede nu en stigende forespørgsel i markedet., siger han.

Grøn omstilling er vækstmotoren

Netop den grønne omstilling bliver den helt store vækstmotor for COWI i de kommende år og giver anledning til positive forventninger både i 2021 og fremover:

– Pandemien kommer til at trække dybe spor for samfund og mennesker langt ind i 2021. Men samtidigt skaber de store megatrends – klimaforandringerne og urbaniseringen – hele tiden større og mere akutte behov for grøn omstilling og bæredygtige løsninger. I Danmark spiller COWI f.eks. allerede en stærk rolle på en række ambitiøse Power-to-X-projekter, såvel som de kommende energiøer. Og efterspørgslen vil stige – på tværs af alle de sektorer, som COWI og Arkitema opererer inden for.

Relateret indhold