Halvanden måned efter at have sat sig i direktørstolen er Jesper Brøndum sammen mod hovedaktionær Jens Enggaard klar til at lancere en ny, offensiv strategi for det nu tidligere A. Enggaard Ejendomme. Det sker under mottoet “Vi skaber plads”. Firmaet skifter samtidig navn til det mere selvstændigt klingende Tecta Invest A/S.
– Tecta betyder “bygninger” på latin. Og velbeliggende kvalitetsbygninger i form af primært udlejningsejendomme til erhverv er, hvad firmaet før som fremover primært fokuserer på. Men fremover ikke længere så ubetinget, pointerer Jesper Brøndum, der nu arbejder mod at skabe en bredere palette til såvel kontorer, detailhandel og også boliger.
Vil undgå navnesammenfald
Han tiltrådte 1. nov. med en baggrund fra stillingen som direktør i Erik Arkitekter og dermed bl.a. stort kendskab til bygningskvalitet og relevante beliggenheder landet over.
Med en ejendomsportefølje til en bogført værdi på 650 millioner kroner og en egenkapital på 250 millioner kroner hører Tecta Invest til blandt Nordjyllands større og mere solide ejendomsudlejere. Det nye navn er en konsekvens efter, at brødrene Jens og Asger Enggaard tidligere i år foretog et længe planlagt generationsskifte i familievirksomheden.
– Det giver bedst mening, at Asger og jeg ikke ejer virksomheder med forvirrende navnesammenfald. Og samtidig gør firmanavneændringen det nu også muligt at give ejendomsselskabet en mere synlig selvstændig profil, forklarer Tecta Invest’s bestyrelsesformand Jens Enggaard.
– En god aftale har to tilfredse samarbejdspartnere. Tectas lejere opfatter vi ikke som bare et kontraktligt bundet passivt kundeforhold men derimod som ligeværdige samarbejdspartnere. Det vil f.eks. sige, at vi også er opmærksomme på at vise fleksibilitet og hjælpe dem nemt og omkostningsfornuftigt videre til andre aktuelt mere relevante adresser, større eller mindre lokaliteter, hvis der viser sig behov for det – eller måske over i noget mere bæredygtigt byggeri, hvor det giver særlig mening, forklarer Jesper Brøndum.
Omstilling mod mere bæredygtighed
Hvad angår bæredygtighed så er det netop et særligt fokuspunkt, som Brøndum erklærer i fortsat proces:
– Vi er fuldt opmærksomme på, at flere af vores samarbejdspartnere i fremtiden vil have mere fokus på eksempelvis byggematerialevalg, energi- og vandgenbrug, affaldssortering m.v. Det kræver en løbende omstillingsparathed, som vi hos Tecta Invest vil blive mere opmærksomme på, både i forhold til eksisterende ejendomme og vores fremtidige nye.