Landdistriktspuljen havde i september sidste frist for ansøgninger om støtte til forsøgsprojekter, projekter på de små øer og projekter rettet mod lokale frivillige aktører i landdistrikterne. Bolig- og Planstyrelsen modtog i alt 101 ansøgninger med et samlet ansøgningsbeløb på i alt 31,5 mio. kr.
Tilsammen modtager 41 projekter på tværs af landet ca. 11,2 mio. kr. i støtte til projekter, der har til hensigt at skabe udvikling og gode levevilkår i landdistrikterne og til lokale initiativer på de danske småøer.
Projekterne drejer sig blandt andet om at skabe flere oplevelser for turister i naturen, omdanne tomme bygninger til attraktive lejeboliger og igangsætte flere aktiviteter til unge.
Læs også: Hvad skal en god landsby kunne?
Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek udtaler:
– Landdistriktspuljen spiller en vigtig rolle i arbejdet med at skabe gode muligheder for at leve et godt liv overalt i Danmark, uanset om man bor i en landsby, et landdistrikt eller på én af de danske småøer. Derfor glæder det mig, at vi med Landdistriktspuljen igen kan støtte en række gode projekter, som fokuserer på landdistriktsudvikling og levevilkår på øerne, hvilket er et godt supplement til regeringens arbejde med at styrke rammevilkårene i landdistrikterne og på de danske småøer.
19 projekter på småøer
I alt er der givet 7,5 mio. kr. i tilskud til 20 forsøgsprojekter, som f.eks. Højer Handels- og
Håndværkerstands Forenings ansøgning til forsøgsprojektet ‘Kunst og Kunsthåndværk som udviklingskatalysator i Tøndermarsken’, der har opnået 579.813 kr. i støtte.
Højdespringeren blandt alle modtagere kommer netop fra puljen med forsøgsprojekter. Det er Grønt Campus i Lejre Kommune, der modtager 856.567 kr. til gennemførelse af et forprojekt for opførelse af et grønt campusområde.
11 projekter på danske småøer har sammenlagt fået tilskud på 1,7 mio. kr. til projekter, mens 8 andre samlet har fået støtte på 1,3 mio. kr. Eksempelvis har Strynø Fabrication ved Mikkel West fået lån på 101.000 kr. til etablering af et værksted, der skal producere møbler og andre designobjekter.
Derudover får to frivillige lokale aktører tilskud på sammenlagt 791.000 kr. Det er projekter på Møn, Christiansø, Samsø, Ærø og Bornholm, der får gavn af de penge.
Formand for Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen Finn Jorsal siger:
– Udvalget bemærker i denne ansøgningsrunde, at der er en stigning i antallet af ansøgninger til kulturelle projekter. Udvalget mener, at disse projekter vil have en positiv indvirkning på landdistrikterne. Samtidig hæfter udvalget sig ved, at der er stor drivkraft på småøerne, som viser sig ved mange kvalificerede ansøgninger. Udvalget håber og tror på, at denne drivkraft kan inspirere flere til at indsende gode og kvalificerede ansøgninger til Landdistriktspuljens fremtidige ansøgningsrunder.