Big Data og robotter: Her er teknologierne der kan øge din konkurrenceevne i 2023

Nye teknologier kan være med til at styrke en ellers presset byggebranche. Her kommer et bud på, hvilke teknologier der vil vinde an i 2023.

Med pressede konjunkturer og en nedgang i byggeriet er der næppe den byggeaktør, som ikke ser indad i øjeblikket og prøver at konkretisere, hvordan virksomheden kan øge sin konkurrenceevne og hente nye ordrer i 2023.

Historisk set har netop den disciplin typisk hængt sammen med, at entreprenører og leverandører i nedgangstider har taget til takke med en lavere pris.

Men der er andre metoder til at styrke sit kandidatur, når konkurrencen spidser til. Især brugen af nye teknologier.

For med de rette teknologier kan entreprenøren levere mere kvalitet, stærkere projektledelse og større output m.v. pr. betalt krone.

Spørgsmålet er, hvilke bygge-teknologier som vil få momentum i 2023, fordi de skaber ekstra værdi i byggeriet? Det giver jeg her en række bud på.

Data, data, data…

Meget lidt slår…data. Hvert byggeprojekt genererer betydelige mængder data, og selvom dette kan virke som en hovedpine, kan stærk datahåndtering samtidig differentiere din virksomhed fra konkurrenterne.

Årsagen til, at det vil være kritisk i 2023 at eje og administrere sine data, er, at stadig flere store developere efterspørger en overordnet datastrategi hos deres leverandører, så de kan udvikle, håndtere og dele data på et byggeprojekt.

Går man som entreprenør fra at arbejde med sine byggedata i mange forskellige programmer og siloer over til en skybaseret datastrategi, bliver det muligt for alle deltagere, herunder developeren og kommuner m.fl., at følge byggeriet Live.

Den øgede transparens betyder samtidig, at projektdeltagerne arbejder bedre og hurtigere sammen.

En stigende mængde relevante datapunkter gør det muligt at måle på arbejdet i hvert team, og så bliver det muligt at træffe datadrevne, evidensbaserede beslutninger.

Her kommer så lidt bonus-info: Samlet set øger det ikke blot den værdi, developeren får – ved mere effektivt og kvalitet -, det øger også den overordnede tilfredshed med projektet.

Alt for mange projekter tabes på gulvet, fordi der opstår gnidninger mellem opdragsgiver og leverandør.

Brugen af tech kan bidrage til mere gensalg hos udviklerfirmaet.

Robotter og 3D-print

Hvis din virksomhed ikke allerede har gjort det, så er 2023 året til at undersøge og forstå, hvad nye fremskridt inden for robotteknologi, 3D-print, præfab og sensorteknologi kan gøre for din byggevirksomhed, dine kompetencer og produkt.

For nylig læste jeg på LinkedIn, at den tidligere grundlægger af murerentreprenørfirmaet Stenklint A/S, Lars Bonde Lindberg, nu forlader firmaet for at satse helhjertet på udviklingen af facaderobotter.

Det er bare et af mange eksempler på, hvordan manuelle byggeprocesser i rivende hast overtages af robotter, og fordelene bliver en høj grad af ensartethed og effektivisering.

Er der nye, relevante teknologier inden for dit område?

Mere etablerede eksempler, der kan vinde endnu mere an i 2023, er i øvrigt danske Odicos ‘Factory on the Fly’, som er en containerløsning, der kan 3D-printe individuelt designede byggeblokke på byggepladsen.

På den måde sparer man logistikdelen fra det samlede CO2-regnskab.

Øget brug af murstens- og udskæringsrobotter som Robot At Works fra Odense kunne også nævnes i den forbindelse.

Få medarbejderne med på tech-vognen

Sidst men ikke mindst så handler brugen af nye teknologier dog om at få medarbejderne med ombord.

Nok er det relevant at inddrage eksperter f.eks. inden for kunstig intelligens (AI) og maskinlæring (ML) til at forstå, hvordan en virksomhed tæmmer sine data.

Men måske er det endnu vigtigere, at virksomheden sikrer sig, at medarbejderne, de enkelte byggeteams og underleverandørerne forstår helt ned i fingrene, hvordan de registrerer og indtaster data, interagerer med de nye systemer i hverdagen og styrer mere avancerede projektsystemer eller robotter.

Er nye teknologier forankret fra top til bund, smitter det direkte af på bundlinjen.

Relateret indhold