Vinder: Juul & Nielsen skal indrette Dialysen i Randers for 32 mio. kr.

Bygningen stod færdig i 2016. Nu skal Juul & Nielsen indrette den nye Dialysen på Regionshospitalet Randers med bl.a. dialyserum, kontorer og personalerum.
Foto af rødstensbygning hvor vinduerne er dækket af grønt folie. Foran bygningen står en rund, sort skulptur på en grå betonflise
Det er i denne bygning 15 på Regionshospitalet Randers, at det nye dialyseafsnit skal flytte ind. Det nye afsnit forventes at stå klar til brug i Q1 2026. Foto: Helle Brandstrup Larsen

Råhuset står der allerede, og nu er entreprenørselskabet Juul & Nielsen udpeget til at færdiggøre det nye dialyseafsnit på Regionshospitalet Randers. Dialysen skal flytte og den nuværende bygning rives ned. Dermed bliver der plads til den nye hospitalsbygning Vita, der forventes at blive på 19.000 kvm.  

Juul & Nielsen var oppe mod MT Højgaard i prækvalifikationen til hovedentreprisen på indretning og aptering, og vandt på et økonomisk mest fordelagtigt bud. Der var dog også flere andre grunde, fortæller hospitalsdirektør Henrik Larsen:

– Juul & Nielsen A/S har allerede erfaringer med sygehusbyggeri. De ved derfor, hvad det kræver at bygge i et hus, der er i drift alle årets 365 dage. Derfor ser vi også frem til et godt og konstruktivt samarbejde.

Læs også

Kendte rådgivere kæmper om vigtigt bindeled til Flodbyen i Randers

Juul & Nielsen har bl.a. arbejdet på flere projekter på Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Randers, har udvidet regionspsykiatrien i Horsens, stået for tagdæknings-, tømrer-, vindues- og dørentreprisen i forbindelse med opførelse af 28 handicapboliger i Mårslet, for lukningsentreprisen på det nye neurorehabiliteringshus på Rigshospitalet Glostrup og meget mere.

Opført i 2016

Det nye dialyseafsnit på Regionshospitalet Randers placeres nu ved hospitalets indgang B i det endnu ikke udnyttede råhus, der blev opført sammen med den nye akutafdeling i 2016. Bygningen skal bl.a. indrettes med dialyserum, kontorer, personalerum med tilhørende birum og teknikarealer.

Læs også

Forkert udførte brandlukninger kan koste region 22 mio. kr.

Budgettet for det nye dialyseafsnit beløber sig til ca. 32 mio. kr. Byggeriet startes op i udgangen af januar 2025. Det forventes, at det nye afsnit kan tages i brug i første kvartal 2026.

Byggearbejdet på den 750 mio. kroners nye hospitalsbygning Vita, der skal ligge der, hvor bl.a. Dialysen ligger i dag, har været udbudt som integreret byggeri (totalentreprise og totalrådgivning). Tre teams er prækvalificeret til opgaven. Vinderen af dette udbud forventes at blive udpeget i næste måned.

Relateret indhold