Supersygehus får specialudviklede dørløsninger

Det Nye Universitetshospital i Skejby har særlige krav til dørene i forhold til brugervenlighed og hygiejne. De løsninger, som leverandøren Swedoor ikke havde i produktprogrammet i forvejen, er nu blevet udviklet til formålet.
Det Nye Universitetshospital i Skejby (DNU) får specialudviklede døre fra Swedoor. Foto: Swedoor.
Det Nye Universitetshospital i Skejby (DNU) får specialudviklede døre fra Swedoor. Foto: Swedoor.

Over 800 trædøre i stålkarme, 70 stålrammepartier og en række skræddersyede dørløsninger er indtil videre blevet leveret af dørproducenten Swedoor Jeld-Wen til første etape af byggeriet af Det Nye Universitetshospital (DNU) i Skejby. Flere af specialløsningerne er udviklet og konstrueret på baggrund af sygehusets meget specifikke ønsker til de nye døre.

– Sygehusbyggeriet sætter enormt store krav, som skal imødekommes. Det gælder især i forhold til hygiejne. Det vil vi selvfølgelig gerne kunne levere, og hvis vi ikke havde den ønskede løsning i forvejen, så har vi nu fået den udviklet specielt til formålet, fortæller Peter Sejling, salgsdirektør for Nordeuropa i Jeld-Wen.

Nogle af de nye dørløsninger inkluderer blandt andet en særlig karm med plads til en persontransportskinne i toppen, dvs. et slags hejsesystem, så patienten nemt kan hejses fra sengen og via persontransportliften løftes ud i badet.

Observationsruder

Flere sengestuedøre er leveret med Vistamatic-glas, som er en observationsrude med glaslameller. Vistamatic består af tre lag glas, hvoraf de to har matterede striber. Det midterste glas bevæges via betjeningen op og ned i én bevægelse, og den indbyggede soft-close-funktion gør, at muligheden for gennemsyn lukkes og åbnes lydløst og let. Ruden skal bruges til både hurtig observation, lysindfald og ro og fred. Vistamatic-dørene er brandgodkendte BD30 og lydgodkendte op til 35dB.

Stor robusthed

Krav til alle døre er brand BD30 samt en særlig stor robusthed, der kan modstå lidt af hvert. Bl.a. er karmen til de store, automatiske døråbninger svejset med et ekstra stort anslag for at beskytte dørkantens bagside, når dørene står åbne i 90 grader. Det store anslag skal beskytte og styrke døren, så fx en portør ikke ødelægger døren, hvis han rammer lidt forkert.

Mange hoveddørsåbninger er desuden forberedt til adgangskontrol for at imødekomme den daglige drift på sygehuset.

DNU er i dag Danmarks største byggeri og det første, som bliver færdigt i rækken af flere supersygehuse landet over. Derfor er standarden også særlig høj, fordi mange af de andre ser mod Skejbys valg af løsninger.

– Vi nedsatte en særlig taskforce til sygehusbyggerierne, som gennem flere år har været i tæt dialog med rådgivergruppen fra DNU. Derfor har vi haft tid og mulighed for at udvikle disse specielle løsninger på baggrund af deres ønsker. Vi regner stærkt med, at de samme krav, som DNU har sat til dørene, vil gå igen på mange af landets øvrige nye hospitaler, og derfor påtænker vi nu at indføre dørløsningerne som en del af vores sortiment til sundhedsvæsenet, siger Peter Sejling.

En særlig transportskinne til patienter går igennem toppen af karmen. Foto: Swedoor.
En særlig transportskinne til patienter går igennem toppen af karmen. Foto: Swedoor.
Observationsruden kan hurtigt give vished, og privatlivet genetableres med et lydløst klik. Foto: Swedoor.
Observationsruden kan hurtigt give vished, og privatlivet genetableres med et lydløst klik. Foto: Swedoor.
Karmen til de store, automatiske døråbninger er svejset med et ekstra stort anslag for at beskytte dørkantens bagside. Foto: Swedoor.
Karmen til de store, automatiske døråbninger er svejset med et ekstra stort anslag for at beskytte dørkantens bagside. Foto: Swedoor.

Relateret indhold