Rapport: Ledige lejeboliger hænger ikke på træerne

Det er mere end ti år siden, at der var så få ledige lejeboliger i Danmark. Særligt i Aarhus er der historisk få boliger at leje. Det viser ny rapport fra ejendomsbranchen.
Foto af grå, lave boligblokke under opførelse. Nogle af blokkene er omgivet af stilladser, andre er ikke
Der bliver stadig opført lejeboliger, men langt færre af dem end tidligere. Stigende ejerboligpriser er også blandt de primære årsager til, at der pt. er så få ledige lejeboliger til rådighed. Arkivfoto: Louise S. Strøbech

Boligtomgangen på lejeboliger ramte i første kvartal af 2025 det laveste lavt niveau siden 2014 med et gennemsnit for hele landet på 2,4 %. Det betyder, at det er blevet langt sværere at få fat i en lejebolig i flere dele af landet.

Dette har gjort sig gældende i Region Hovedstaden i masser af år, men nu er boligtomgangen i også Region Midtjylland faldet til samme niveau, nemlig 2,1 %.

Læs også

Røde tal får ikke direktøren til at ryste på hånden

Til sammenligning er det historiske gennemsnit på landsplan 3,5 %. For et år siden var boligtomgangen 3,9 %.

Det viser en ny rapport, som brancheorganisation for ejere og administratorer i ejendomsbranchen, EjendomDanmark, står bag. Adm. direktør, Peter Stenholm, siger:

– Selvom der er kommet mange nye lejeboliger til de seneste år, står vi nu med rekordfå ledige. Det siger noget om, hvor vigtig den private udlejningsbolig stadig er – blandt andet fordi den giver folk den fleksibilitet, de har brug for, siger Peter Stenholm, adm. direktør hos EjendomDanmark.

Udviklingen drives af Region Midtjylland

Udviklingen på landsplan er særligt drevet af Region Midtjylland, som er den region, der har oplevet den største nedgang i det seneste kvartal. I Aarhus er tomgangen faldet til kun 1,5 %, mens den i øvrige dele af Midtjylland er reduceret med hele 1,0 procentpoint og nu ligger på 3,5 %.

Læs også

Aarhus lægger an til helt ny bydel – bliver hjem for 14.000 beboere

Cheføkonom Bjarke Roed-Frederiksen siger:

– Der har været heftig debat om for meget nybyggeri i Aarhus, men nu ser det ud til, at byggeriet og behovet er ved at balancere. På sigt kan efterspørgslen endda overstige udbuddet i takt med at flere ønsker at flytte til byen. 

Flere kigger mod lejeboliger

Den lave tomgang skyldes en kombination af stigende ejerboligpriser og en markant opbremsning i nybyggeriet, forklarer Bjarke Roed-Frederiksen:

– Ejerboligpriserne bliver ved med at stige, og det får flere til at kigge mod lejeboliger i stedet. Samtidig satte de høje renter for nogle år siden en stopper for meget nybyggeri, fordi det simpelthen blev mindre attraktivt for investorerne. Det betyder, at der nu bliver færdiggjort langt færre boliger end tidligere.

Søjlediagram viser nedgang i boliger og andre lokaler til leje
Der er i gennemsnit færre lokaler og boliger til leje over hele linjen netop nu. Kilde: EjendomDanmark

Også i forhold til kontor- og butikslokaler har tomgangen været for nedadgående. Kontortomgangen er faldet med 0,8 procentpoint, mens butikstomgangen er faldet med 0,5 procentpoint. Begge sektorer ligger nu med en tomgang på 7,7 %, viser rapporten.

Relateret indhold