Kommune oplever stort pres på behandling af asbestsager

”Er dit asbesttag i fin stand, så lad det endelig blive liggende på”, lyder det fra Vejen Kommune, der oplever stor stigning i borgere, der vil have afhentet asbestholdigt affald.
Foto af store hvide bigbags med påskriften Asbest, der står i perlegruset ved siden af en sort postkasse på en træpæl
I Vejen Kommune kan borgere og erhverv få afhentet bigbags med asbestholdigt affald. Det har der været store interesse for, siden den nye autorisationsordning, der træder i kraft ved årsskiftet, blev introduceret. Foto: Vejen Kommune

Det nordjyske affaldsselskab Nordværk kunne i oktober fortælle, at man allerede havde taget imod godt 50 % mere asbestaffald sammenlignet med samme periode i sidste år. Det samme oplever man i Vejen Kommune. Her har der ligeledes været stor stigning i ansøgninger om at få afhentet asbestholdigt materiale.

Det er den nye autorisationsordning (se herunder), der betyder, at private ikke selv må nedrive asbest fra 1. januar 2025, der har fået borgere i hele landet til at handle hurtigt.

Læs også

Færre vil få kræft med ny asbest-autorisationsordning

Og det har givet travlhed hos de medarbejdere, der administrerer anmeldelser af og afhenter det asbestholdige affald.

Forventer tre gange så meget asbestaffald

I de første 10 måneder af 2024 har Vejen Kommunes folk allerede afhentet mere end 1.200 tons asbest hos borgere og virksomheder.

Kommunen forventer, at tallet ved udgangen af 2024 bliver mere end tre gange så højt som i 2023. Her blev der afhentet 497 tons asbest.

Nærbillede af et bølget eternittag.
Fra 1. januar 2025 er det kun virksomheder, der har fået autorisation, der må nedtage og håndtere asbestholdigt affald som eternittage. Foto: Getty Images

Det er nok ikke kun i Vejen Kommune, at nogle borgere tror, at alle asbesttage skal pilles ned senest 1. januar 2025. Miriam Katrine Nicolai Sørensen, der er miljøsagsbehandler i kommunens Teknik & Miljø, understreger derfor – for kommunens borgere og alle andre:

– Er dit asbesttag i fin stand, så lad det endelig blive liggende på, siger hun.

Ro på

Den nye autorisationsordning betyder nemlig ikke, at man skal skynde sig at udskifte sit eternittag. Autorisationsordningen betyder, at det fra 1. januar 2025 kun er håndværkere med lovpligtig autorisation, der må rive asbestholdigt materiale såsom gamle asbesttage ned.

I Vejen Kommune vil der også i 2025 være mulighed for at få afhentet sine bigbags med asbestaffald, fortæller Anitta Strømgaard Poulsen, affaldskonsulent i Vejen Kommune.

Læs også

Brug håndværkerfradraget til at fjerne asbesttage

– Mange har fået opfattelsen af, at man ikke kan komme af med asbestholdigt affald efter 1. januar 2025. Men det er ikke tilfældet.

I Vejen Kommune har man kunnet få afhentet bigbags med asbestaffald siden 2021. Henteordningen fortsætter uændret og til samme pris i 2025, oplyser kommunen. Det betyder kr. 125 pr. bigbag for private og kr. 1.555 ekskl. moms pr. bigbag for erhverv. Prisen inkluderer afhentning og deponeringsafgift.

Relateret indhold