Hele verden oplever i disse år flere ekstreme vejrbegivenheder. Det gælder også New York, hvor orkanen Ida i 2021 skabte historiske oversvømmelse og forvandlede byens gader til floder – og kostede over 100 menneskeliv og skader for milliarder af dollars.
Verdensbyens store udfordringer er det forældede kloaksystem designet til fortidens regnmængder, og derfor annonceredes i maj 2023 investeringer på 3,5 mia. dollars i grønne infrastrukturprojekter for at håndtere oversvømmelser i byen.
Læs også: FRI: Klimarapport sætter fokus på vores manglende plan for klimatilpasning
I en ny samfundsøkonomisk analyse af de nuværende og fremtidige oversvømmelsesrisici i storbyen har Rambøll undersøgt, hvorvidt blå-grøn infrastruktur til at håndtere oversvømmelser er en god business case for New York:
– Behovet for klimatilpasning stiller os som samfund over for nogle af de største investeringer i infrastruktur i nyere tid. Det gælder ikke mindst for New York, siger Christian Nyerup Nielsen, global direktør for klimatilpasning i Rambølls vandforretning.
– Vores samfundsøkonomiske analyse sætter en tyk streg under, at de multifunktionelle blå-grønne infrastrukturløsninger i storbyer som New York er en omkostningseffektiv måde at håndtere regnvand på. Men ikke mindst også en måde, der skaber øget livskvalitet for byens borgere som ramme om en stor del af byens byliv og sociale fællesskaber – en merværdi, som vi med analysen nu har sat økonomisk gevinst på, siger han.
For hver investeret dollar kommer dobbelt igen
Konklusioner i rapporten:
– For hver dollar, New York investerer i blå-grønne klimatilpasningsløsninger, der beskytter byen mod en fremtidig 10-års regnvejrshændelse, vil det give en gevinst på 2,09 dollar for byen.
– Merværdien af de blå-grønne løsninger udgør mindst 33 % af business casen i en skybrudsplan, der skal beskytte New York mod en fremtidig 10-års hændelse. Nogle steder i byen er det helt op til 75 % på steder, hvor der er store rekreative gevinster at hente, primært udsatte boligområder med få grønne arealer og med stor befolkningstæthed.
– Studier fra tidligere projekter i både København og New York viser, at blå-grønne løsninger til håndtering af regnvand er halvt så omkostningstunge som traditionelle grå løsninger, hvor kloaksystemet udvides – og dertil skal lægges merværdierne ved de blå-grønne løsninger.
Et årti foran
Ifølge Christian Nyerup Nielsen udvises på den anden side af Atlanten stor interesse for den danske designmodel for blå-grønne klimatilpasningsløsninger, hvor både tekniske, finansieringsmæssige, organisatoriske og socioøkonomiske aspekter indgår i helhedsløsningen:
– Danmark er omtrent et årti foran amerikanerne, når det kommer til blå-grønne klimatilpasningsløsninger. Heldigvis er en by som New York allerede på rette vej. De kan se værdien i at lave klimatilpasningsløsninger, der også har en rekreativ værdi for borgerne.