Indflytningsklar på mindre end et år – fuld fart på Velkomns „første“ projekt

De første færdige lejeboliger i ejendomsselskabet Velkomns boligprojekt Lysholm Have i Haslev nærmer sig med stormskridt. De første beboere kan flytte ind til august.
Visualisering af de 153 huse set fra luften
De 153 række- og gårdhavehuse i Lysholm Have placeres centralt i Haslev. Boligerne bliver både DGNB Guld-certificerede og energivenlige. Visualisering: Tegnestuen Arken

Rejsegildet er vel overstået på ejendomsselskabet Velkomns projekt Lysholm Have i Haslev. Her står selskabet for første gang selv for alt fra opkøb af byggegrund, selve byggeriet, udlejning samt drift. Opførelsen af de første af de 153 boliger blev sat i gang i november 2024 og vil være indflytningsklar til august.

Læs også

Gro: Utraditionel skole bliver kraftcenter i ny bydel

De 153 nye lejeboliger, der opføres i et og to plan, kommer til at ligge på grunden, hvor det indendørs kræmmermarked Det Blå Marked tidligere lå. Det Blå Marked har P. Olesen og Sønner sørget for at rive ned, inden byggeriet gik i gang.

Visualisering af etplans rækkehuse med et grønt område med et trælegestativ foran
Ud over de 153 boliger etableres grønne åndehuller, legepladser og aktivitetsområder i det nye boligområde. Visualisering: Tegnestuen Arken

Lysholm Have får boligenheder på 65-125 m2 og henvender sig til både singler, par, børnefamilier og seniorer. Træ kommer til at indgå som kernekomponent i både arkitekturen og konstruktionen af de nye række- og gårdhavehuse og bidrager til et reduceret CO2-aftryk sammenlignet med konventionelle materialer.

Elementer fra Esbjerg

Husbyggerne fra HusCompagniet blev i juni sidste år tilføjet til projektet som totalentreprenør.

Læs også

HusCompagniet i aftale med Velkomn om 153 rækkehuse på Sydsjælland

Det er HusCompagniet Production, der leverer de præfabrikerede elementer fra fabrikken i Esbjerg. Thy Element Montage er hentet helt fra Thisted til at samle elementerne. Tegnestuen Arken er tilknyttet som totalrådgiver og arkitekt, viser et opslag i Hubexos SMART-database. Her anslås budgettet på de 16.500 kvm nybyggeri til 300 mio. kr.

De sidste af de 153 boliger i Haslev forventes at stå færdige i september 2026.

190 boliger på tre år

Velkomn tager i juni hul på etableringen af endnu et boligprojekt – Kirsebærkvarteret i Kværkeby øst for Ringsted. Her opføres 190 rækkehuse, gårdhavehuse og dobbelthuse på 70-125 – alle i et plan.

Byggeperioden for de mange boliger forventes at strække sig til maj 2028, hvor de sidste af boligområdets 16.200 kvm er opført. SMART anslår budgettet her til 313 mio. kr.

Relateret indhold