Første spadestik på Zleep Hotel i Ørestad

ATP Ejendomme, Zleep Hotels og Gråkjær har taget første spadestik til nyt stort og moderne hotel i centrum ved Copenhagen Arena.
Jesper Østerhegn (t.v) - Executive Officer for Zleep Hotels, Michael Nielsen (i midten)  direktør for ATP Ejendomme, og Henrik Skaarup - direktør for Gråkjær Erhverv, tog i går første spadestik til Zleep Hotel Copenhagen Arena.
Jesper Østerhegn (t.v) - Executive Officer for Zleep Hotels, Michael Nielsen (i midten) direktør for ATP Ejendomme, og Henrik Skaarup - direktør for Gråkjær Erhverv, tog i går første spadestik til Zleep Hotel Copenhagen Arena.

Zleep Hotel Copenhagen Arena bliver et moderne og enkelt hotel med 211 værelser. Som navnet antyder, har hotellet en fantastisk beliggenhed med Royal Arena som nærmeste nabo. Samtidig har det metroen helt tæt på og dermed kun 10 minutter til Kongens Nytorv.

Onsdag tog ATP Ejendomme, Zleep Hotels og Gråkjær første spadestik til projektet.

Byggeriet er ATP Ejendommes første hotelbyggeri, hvor der startes fra bar mark.

– Vi investerer som oftest i færdigbyggede projekter, lige til at tage i brug. Men nogle gange står vi med så spændende et projekt, at vi vælger at være med helt fra starten af for at kunne præge det på bedst mulig vis. Sådan er det med dette kommende hotel, fortalte ATP Ejendommes direktør Michael Nielsen i sin tale i forbindelse med første spadestik.

Entreprenøren Gråkjær opfører seks etager og 211 værelser på Zleep Hotel Copenhagen Arena, samt morgenmadsrestaurant, lounge og fitness-faciliteter. Værelserne får et moderne udtryk med vægge i rå beton. Udvendigt kommer det til at fremstå med polerede facader i hvid terrazzo og solceller på taget.

Byggeriet er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, som også står bag P-huset og Burger King-restauranten, som ATP Ejendomme opfører i nabolaget. Rådgivende ingeniør på hotelprojektet er MOE.

Zleep Hotel Copenhagen Arena åbner i foråret 2020.

Relateret indhold