Cremen af hovedstadens nybyggerier går efter arkitekturpris

En el-laderstation, muséer, et nyt læringscenter og et hotel er blandt de indstillede værker til arkitekturprisen Årets Arne 2022, som Arkitektforeningen København uddeler til januar
Et af de 15 nominerede byggerier til Årets Arne er Steno Diabetes Center Copenhagen, der er udformet i tæt brugersamarbejde og er bygget i varme materialer, med godt indeklima og ditto dagslys. Foto: Region Hovedstaden
Et af de 15 nominerede byggerier til Årets Arne er Steno Diabetes Center Copenhagen, der er udformet i tæt brugersamarbejde og er bygget i varme materialer, med godt indeklima og ditto dagslys. Foto: Region Hovedstaden

15 københavnske, arkitektoniske perler står nu linet op til start. Alle går de efter at komme med i finaleheatet, hvor de fem fremmeste får besøg af juryen, inden den endelige vinder af hovedstadens bedste, nye bygningsværk, kåres.

Som eksempler på arkitektur, der forskønner København, har vi på Dagens Byggeri udvalgt tre projekter, men der er masser af god arkitektur at dykke ned i blandt de øvrige nominerede.

KAB-Huset, Enghavevej, Kgs. Enghave. Illustration: Laura Stamer/Henning Larsen
KAB-Huset, Enghavevej, Kgs. Enghave. Illustration: Laura Stamer/Henning Larsen

KAB-Huset

Arkitektur: Henning Larsen

Landskab: SLA

Ingeniør: NIRAS

Totalentreprenør: 5e

Bygherrerådgiver: Wissenberg

Bygherre: KAB

Helt ude på kanten af Vesterbro, på kanten af baneterrænet og på kanten af Enghavevej, står der nu en bygning, hvor der aldrig har stået en bygning før. KAB’s nye hus er på én gang et hovedkvarter for boligselskabets administration, et foreningshus for alle KAB-fællesskabets boligorganisationer i hovedstadsområdet og et mødested, hvor alle er velkomne. KAB arbejder dagligt med at skabe gode boligbebyggelser, og derfor har teamet bag KAB’s nye hovedkontor designet en bygning, der udfordrer forestillingen om det klassiske hovedkvarter, og skabt et hjem for KAB.

Lynladestation. Foto: Clever
Lynladestation. Foto: Clever

Lynladestation til elbiler

Arkitektur og landskab: Cobe

Ingeniør: Arup, AB Clausen

Bygherre: Clever

I samarbejde med ladeoperatør Clever har Cobe designet en ny type lynladestation, hvor elbiler lades op mens brugerne får en meningsfuld pause. Lynladestationen bag Frederiksberg Rådhus er Danmarks første urbane lynladestation og en del af et netværk af lynladestationer placeret overalt i landet – fra motorvejsnettet til de centrale bykerner. Lynladestationen er et opgør med den traditionelle benzintank – bygget i FSC-certificeret træ og omgivet af planter og ro. Selve stationen består af en serie modulære trækroner hver med to ladepunkter, der kan sammensættes og tilpasses omgivelser og behov.

Steno Diabetes Center Copenhagen, Herlev. Foto: Steno/Rasmus Hjortshøj
Steno Diabetes Center Copenhagen, Herlev. Foto: Steno/Rasmus Hjortshøj

Steno Diabetes Center Copenhagen – Nordeuropas største diabeteshospital til forebyggelse og behandling

Arkitektur: Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Mikkelsen Arkitekter

Landskab: Sted By og Landskab

Hovedrådgiver: Cowi

Bygherre: Region Hovedstaden og Novo Nordisk Fonden

Steno Diabetes Center Copenhagen redefinerer måden, vi opfatter sundhed. Bygning og landskab er en symbiose, der inviterer til sundhed i trygge og sanselige rammer. De 24.000 m2 er udformet i tæt brugersamarbejde med varme materialer, godt indeklima og dagslys. Brugerne er diabetikere, pårørende og personale, og husets aktiviteter bygger på et naturligt flow omkring kost, motion og ny viden. Bygningen er organiseret omkring en stor etagehave med fire mindre haver, hvor taghaven er offentlig. Facadens anodiserede alu-rammer har store glassektioner, der nedbryder grænsen mellem inde og ude.

De 12 øvrige, der kæmper om pladsen i opløbet om Årets Arne, er:

Østerport 2

Transformation af Ørkenfortet fra kontorbygning til 5-stjernet hotel

Tempeltræet – Villaen og Trappen

Restaurering af Arbejdermuseet

Ordrupgaard Museum – Himmelhaven – Tilbygning for den franske impressionistiske malerisamling

Nyt byrum og ny indgang fra Skolevej til Bispebjerg Kirkegård

Detailhandel, moderne kontorer og attraktive boliger i Ny Østergade

LIFE Campus – Et visionært læringsmiljø i naturvidenskab til Danmarks børn og unge

Fornyelse af Reventlowsgade – Fra bagside til byrum

Emil Christian Hansens Hus

Boligøen Sivholm

Bo- og dagtilbud på Bybjergvej

Se alle 15 bud på en vinder her.

Sidste års vinder blev Enghaveparken på Vesterbro tegnet af et team med tegnestuen Tredje Natur i front for arkitekturen.

Relateret indhold