Nu påbegyndes anlægsarbejdet af en ny, 6.200 kvm stor hal på Esbjerg Havn, der skal håndtere de tiltagende større komponenter inden for offshore vindindustrien. Jorton, der er valgt som hovedentreprenør på projektet, kalder i et opslag på LinkedIn hallens størrelse for at være ‘i en liga for sig selv’. Hallen bliver 35 meter høj, og også anlægssummen på 190 mio. kr. er i den tunge ende.
Ifølge Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark omfatter projektet to sammenbyggede haller opbygget af stålrammer og beklædt med sandwichpaneler. Grundet bundforhold og de fremtidige store laster vil såvel fundamenter som gulve blive pælefunderet.
Det vil det tage et års tid at bygge hallen, som forventes at stå færdig i oktober 2023.
Her vil bl.a. den første lejer, Siemens Gamesa, der i forvejen har mange aktiviteter på havnen, stå klar til at indtage den rummelige hal, for efterspørgslen på faciliteter til offshore-relaterede aktiviteter er stigende, samtidig med at de tilhørende komponenter bliver større og større.
Derfor ønsker havnen med bestyrelsesformand Søren Gade i spidsen at sikre sig, at faciliteterne bliver klar hurtigst muligt.
– Vi har dialog med aktører i hele værdikæden, og den enstemmige tilbagemelding er, at større havne med flere kapaciteter er en nødvendighed. Derfor er det helt afgørende for aktivitetsniveauet på havnen, at der er de rette faciliteter til rådighed. Især vindmølleindustrien udvikler sig hurtigt i disse år, og derfor sikrer vi netop, at faciliteterne er klar, så opgaverne kan klares på havnen i Esbjerg, siger Søren Gade.
Øger hastigheden for opsætning af vindmølleparker
Den nye, rummelige hal falder godt i tråd med den aftale om at øge hastigheden for opsætning af vindmølleparker, som Danmark, Tyskland, Holland og Belgien underskrev tidligere i år. Hallen vil bl.a. være med til at gøre Esbjerg Havn førende inden for havvindindustrien, lyder det fra havnedirektør Dennis Jul Pedersen:
– Det er åbenlyst, at der allerede fra 2023 vil være for få faciliteter til rådighed på havnene omkring Nordsøen, og derfor ser vi frem til, at hallen står færdig allerede til næste år.