Byområdet Sofiendal Enge, der er beliggende i den sydvestlige del af Aalborg, skal nu lægge jord til 217 nye boliger. Projektet hedder Hasserislund og består dels af 90 rækkehuse, der er solgt som byggeretter til seks forskellige investorer, og dels af 127 lejligheder, som et udviklingsselskab ejet af projektudviklerne Henning Holm-Pedersen og Peter Sørensen selv opfører.
– Vi har nu sat spaden i jorden i Sofiendal Enge og glæder os meget til at komme i gang med byggeriet. Vi ser et meget stort potentiale i området, der vil udbygge Aalborg mod vest i de kommende år, forklarer Peter Sørensen fra Strandholm A/S.
Specialområde
De 127 lejligheder er placeret i fire kanthuse i tre etager udformet som gedigne bygninger i sandfarvede teglsten. Alle lejligheder er gennemlyste og indeholder 2-, 3- og 4-værelses lejligheder, hvis størrelse varierer fra 58-114 kvadratmeter. Fra en stor del af lejlighederne er der udsigt til det store landskabsrum mod syd.
Det aalborgensiske entreprenørfirma TL Byg er valgt som totalentreprenør på projektet og ifølge direktør Jens Nielsen fra TL Byg passer aftalen perfekt ind i entreprenørfirmaets nye vækststrategi.
– Hasserislund er et spændende projekt, som vi har arbejdet på i et stykke tid. Den geografiske beliggenhed er særdeles god, og Aalborg har jo i høj grad brug for flere boliger, siger Jens Nielsen og fortsætter:
– Netop boligbyggerier i de større byer er et af vores specialområder, og vi er meget glade for at vinde opgaven her på vores hjemmebane i Aalborg.
Underrådgiverne er Kjaer & Richter som arkitekter og Frandsen og Søndergaard som ingeniører.
Masterplan med 1.200 boliger
Hasserislund er 1. etape i området Sofiendal Enge, som på sigt skal rumme 1.200 nye boliger. Det er Aalborg Kommune, der har stået for områdets masterplan med Tegnestuen Vandkunsten som rådgiver. Masterplanen former området med relativ tæt bebyggelse med rækkehuse og 3-4 etages kanthuse omkring store markante landskabsrum med naturkarakter.
Udover de 217 boliger, der nu sættes i gang, har projektudviklerne Henning Holm-Pedersen og Peter Sørensen også option på yderligere 160 boliger i etape 2.