Campus Odsherred
- Adresse: Åstoftevej 34, 4550 Asnæs
- Byggestart: Januar 2024
- Forventes færdigt: Januar 2025
- Anslået budget: 40 mio. kr.
- Bygherre: EUC Nordvestsjælland Afdeling Asnæs og Odsherreds Gymnasium
- Bygherrerådgiver: Rambøll Danmark
- Arkitekt og totalrådgiver: Tegnestuen Vandkunsten
- Arkitekt: Rolvung og Brøndsted Arkitekter
- Hovedentreprenør: Kabi Entreprise
- Ingeniør: Dominia Rådgivende Ingeniører
- Teknisk rådgiver: Safedesign og Riis Akustik
- Omfang: 2.100 kvm, 3 etager, 1 bygning. Renovering og udvidelse af eksisterende rammer omfatter bl.a. hovedindgang, kantinekøkken/kantineområde, lærerværelsesområde. Renovering inkl. inventar i kemilokale, biologilokale, naturfagligt fællesområde og fitnesslokale.
- Kilde: SMART/Byggefakta
Mandag blev første spadestik taget til en transformation af Campus Odsherred i Asnæs. Den nye samlende campus var ellers forventet klar i juli 2024 med første spadestik i juli 2023, men alt godt kommer som bekendt til den som venter. Og der er masser af godt i vente på Odsherreds Gymnasiums nuværende område, hvor nybyggeriet opføres.
Visionen for den nye campus er, at den skal være et samlingspunkt for hele kommunen og skabe større sammenhængskraft i byen, når campus står færdig i forventelig januar 2025.
Læs også: Next på Nørrebro udbygger med 125 mio. kr.
Projektet indeholder tilbygning på ca. 1.400 kvm og ombygning af ca. 700 kvm af eksisterende bygninger. Nye lokaler og funktioner omfatter teorilokaler og depoter, øvelsesrestaurant med elevkøkken til fødevareuddannelsen, værkstedshal med maskinværksted til tømreruddannelsen, nye toiletter, bad- og omklædningsfaciliteter samt nye lærerforberedelsesrum.
Dertil skal området ved hovedindgangen, kantinekøkken/kantineområde og lærerværelsesområde renoveres ligesom inventaret i kemilokalet, biologilokalet, det naturfaglige fællesområde og fitnesslokale skal fornyes.
Alt det vi drømmer om
Bag projektet står Tegnestuen Vandkunsten, der sammen med Rolvung og Brøndsted Arkitekter og Dominia vandt konkurrencen om at udvikle den nye Campus Odsherred.
Holbæk-baserede Kabi Entreprise er hovedentreprenør på projektet.
Campus Odsherred skal tiltrække Odsherreds unge til både erhvervsuddannelser, gymnasiale uddannelser samt forskellige 10. klassetilbud ved hjælp af attraktive fag- og studiemiljøer. Steffen Lund, direktør for Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, har tidligere kaldt den nye Campus Odsherred for ‘arkitektonisk flot og visionær’:
– Med Team Vandkunstens forslag får vi en campus, der indeholder alt det vi ønsker os og drømmer om. Samtidig bliver det en smuk og iøjefaldende bygning, der forhåbentlig kan trække en masse elever og kursister til.
Læs også: Grønt gymnasium: Væksthuse og udendørs undervisning
I Byggefaktas SMART-database er budgettet anslået til 40 mio. kr. Heraf kommer 25 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden. Odsherred Kommune og skolerne bidrager med hhv. 5 og 10 mio. kr.