Sorgenfri får et løft

Polyform Arkitekter og MT Højgaard planlægger at transformere det store nedslidte stationsområde ved Hummeltoftevej i Sorgenfri.
Der er især fokus på det grønne byrum, når stationsområdet i Sorgenfri forvandles til et livligt bolig- og butiksområde. Illustration: Polyform Arkitekter.
Der er især fokus på det grønne byrum, når stationsområdet i Sorgenfri forvandles til et livligt bolig- og butiksområde. Illustration: Polyform Arkitekter.

Det store nedslidte stationsområde ved Hummeltoftevej i Sorgenfri står over for en større forvandling, oplyser Polyform Arkitekter. Sammen med MT Højgaard skal de nemlig forskønne det, der, som det ser ud nu, er en grå og nedslidt plet på det ellers så grønne nordsjællandske landkort. Målet er et livfuldt og grønt bolig- og butiksområde.

– Vi arbejder på at besøgende snart vil kunne stå af toget i Sorgenfri og møde et grønt byrum, som er skabt til de bløde trafikanter. Her kan du sætte dig ned med en kaffe og nyde omgivelserne eller købe ind i områdets specialbutikker, fortæller Thomas Kock, partner i Polyform Arkitekter, i en pressemeddelelse.

Vi arbejder på at besøgende snart vil kunne stå af toget i Sorgenfri og møde et grønt byrum, som er skabt til de bløde trafikanter.

Thomas Kock Partner i Polyform Arkitekter

– Og det er målet, at de nye beboere i området kommer til bo i frodige landskabelige omgivelser, der ligger fantastisk i forhold til indkøbs- og transportmuligheder, fortsætter han.

Lokal inspiration

Polyform oplyser, at det for arkitekterne har været vigtigt, at Hummeltoftevej hænger sammen med resten af Sorgenfri, og at det nye område får en stærk identitet herfra.

– Hummeltoftevej ligger jo tæt på fantastiske naturområder, så i den landskabelige del af projektet har vi kigget til Mølleåen og Lyngby Åmoses frodige planteliv, og i arkitekturen har vi blandt andet fundet inspiration i den høje detaljerigdom, vi kender fra Brede Værk og tekstilfabrikkerne i Lyngby, forklarer Thomas Kock om, hvordan lokalområdets kulturlandskab har inspireret den kreative proces.

Polyform og MT Højgaard arbejder aktuelt med at lokalplanlægge og projektere cirka 15.000 kvadratmeter boliger i området. De nye ejendomme er skabt som en nutidig gårdbebyggelse med inspiration fra den klassiske firlængede gård, hvor de indre gårdrum ligger beskyttet imod vind og trafik. Her kan bebyggelsens børn lege trygt og tæt på deres hjem, mens forældrene kan nyde livet på altaner og terrasser. Boligerne planlægges udformet som både lejligheder og rækkehuse.

De nye boliger opføres med inspiration i den klassiske firlængede gård. Illustration: Polyform Arkitekter.
De nye boliger opføres med inspiration i den klassiske firlængede gård. Illustration: Polyform Arkitekter.

Relateret indhold