Holscher Nordberg Architecture and Planning, der holder til på Østerbro i København, har udnævnt tre medarbejdere til nye projektchefer, mens en fjerde er ny faglig leder for urbanisme:
Mette Bang Pedersen er ny projektchef efter at have været en del af Holscher Nordberg i mere end otte år. Gennem årene har hun som arkitekt og projektleder været en vigtig del af en lang række af tegnestuens store projekter.
Morgan Helt Jacobsen er ny projektchef efter mere end elleve år hos Holscher Nordberg. Han har som arkitekt og projektleder i det seneste årti været med til at udvikle tegnestuens projekter og kontoret som helhed. Han tiltræder rollen som projektchef med en stor faglig viden indenfor både byggeri og byplanlægning.
Lars Overbeck har været en del af Holscher Nordberg siden 2017 og har bl.a. stået i spidsen for store projekter som CPH Highline og Den Franske Skole. Han er uddannet bygningskonstruktør og vil som ny projektchef bidrage med sin mangeårige erfaring indenfor projektstyring.
De tre nye projektchefer supplerer arkitekt Claus Jørgensen, der har arbejdet som projektchef hos Holscher Nordberg siden 2017, hvor han har været med til at styrke tegnestuens projektudvikling og forsatte fokus inden for byudvikling og boligbyggeri.
– Med tegnestuens nu fire projektchefer har vi en god bredde og står med et stærkt hold, der kan supplere og styrke tegnestuens daglige ledelse, udvikling af projekter og samarbejde med kunder og andre aktører i branchen. Det er et hold med stor erfaring fra tegnestuens arbejde og som derigennem kan være med til at sikre at vores værdier og samarbejdsformer fortsat er en bærende del af alle projekter, siger partner Mikkel Nordberg, der grundlagde tegnestuen i 1999 sammen med Nils Holscher.
Ny faglig bæredygtighedsleder på vej
Sammen med udnævnelsen af de tre nye projektchefer bliver arkitekt Jakob Nørbjerg Madsen ny faglig leder for urbanisme.
Han har været en del af Holscher Nordberg de sidste 12 år, hvor han med en Master i Strategisk Byplanlægning er en vigtig del af tegnestuens mangeårige arbejde med byplanlægning. Et arbejde han nu vil fordybe sig endnu mere i.
– Vi glæder os til i et tæt samarbejde med Jakob som vores nye faglige leder for urbanisme, fortsat at stå stærkt inden for byplanlægning og sikre os, at vi har en stærk stemme og høj faglighed, siger partner Nils Holscher.
Tegnestuens nye faglige leder for urbanisme vil senere få følgeskab af en ny faglig leder for bæredygtighed.
– Lige som resten af branchen har vi igennem de sidste mange år haft et stort fokus på udviklingen af bæredygtige byer, bygninger og landskaber, og hvordan vi som tegnestue og branche kan bidrage til den grønne omstilling. Det arbejde ønsker vi forsat at udvikle bl.a. med ansættelsen af en ny faglig leder for bæredygtighed. Vi har nu en proces frem mod det nye år, hvor vi håber at finde den rette person, som skal være med til at drive den bæredygtige udvikling og tegnestuens mange projekter inden for bl.a. træbyggeri, bæredygtig byplanlægning og certificering til bl.a. DGNB-Platin, forklarer tegnestuechef Søren Yde.
Holscher Nordberg Architecture and Planning har i dag 70 arkitekter, bygningskonstruktører og byplanlæggere ansat, der arbejder med at skabe fremtidens bæredygtige byer, bygninger og landskaber.