Rådgiver politianmeldt i sag om returkommission

PFA har politianmeldt V2C for forsøg på returkommission ved et milliardprojekt på Nordhavn.
Både bygherrerådgiveren og en entreprenør er blevet politianmeldt for returkommission i forbindelse med Redmole-projektet i Nordhavn. Foto: Colourbox.
Både bygherrerådgiveren og en entreprenør er blevet politianmeldt for returkommission i forbindelse med Redmole-projektet i Nordhavn. Foto: Colourbox.

Gigaprojektet Redmolen til 2,6 milliarder kroner, som PFA Ejendomme vil opføre i Nordhavn, er blevet ramt af en formodet bestikkelsessag.

Bygherren har nu politianmeldt rådgiveren V2C for forsøg på bestikkelse i forbindelse med delelementer i det store projekt. Det skriver dr.dk.

Pensionsselskabet opdagede, at PFA’s egen bygherrerådgiver, V2C, har forsøgt at få entreprenører til at betale returkommission.

– PFA har været udsat for et forsøg på bedrageri. Det er et forsøg, hvor en rådgiver og en underentreprenør har indgået nogle ulovlige aftaler og har forsøgt at bedrage PFA, siger ejendomsdirektør i PFA Michael Bruhn til dr.dk.

Angiveligt har V2C bedt entreprenøren Pihl & Søn om tilbagebetaling mod at få en stor opgave. Entreprenøren afviste og gik i stedet til PFA med oplysningerne.

Afsløringen betød, at V2C-stifter og medejer Lars Blaaberg blev bortvist fra V2C.

Efterfølgende er politiet stødt på en anden sag i samme projekt, hvor V2C angiveligt har modtaget returkommission fra entreprenøren WR Entreprise for et lignende forhold.

“Vi tager meget kraftigt afstand fra de formodede handlinger, som vi ser meget alvorligt på. PFA fik stoppet samarbejdet i opstarten af forløbet og har ikke lidt økonomiske tab. Byggeriet vil fortsætte som planlagt og er ikke blevet forsinket af denne sag. Vi har ikke yderligere kommentarer, da det er en pågående sag, der nu ligger hos politiet,” skriver PFA på selskabets hjemmeside som en kommentar til sagen.

Relateret indhold