De seneste år har både Paris og München sat fokus på digitalisering i byggebranchen med afholdelsen af det internationale event BIM World. Branchen står nemlig overfor flere udfordringer med særligt fokus på miljøet, og her er potentialet for forbedring stort.
Det bliver understreget til BIM World Copenhagen d. 18. og 19. september i KB Hallen på Frederiksberg, hvor byggeriets aktører samles til dybdegående taler, præsentationer af de nyeste værktøjer og lærerige workshops inden for mere bæredygtigt og intelligent byggeri.
Ny event sætter fart på digitaliseringen i byggeriet
Programmet er nu lanceret, og her vil en lang række talere fra ind- og udland dykke ned i alt inden for digitale værktøjer og kunstig intelligens til avanceret teknologi og dataanalyse. Deltagerne kan derfor se frem til lærerige indlæg fra virksomheder som Gehl, Norman Foster Institute, Robert Bird Group, HD Lab, Lendager, 3XN m.fl..
I BIM World Copenhagen understreger man værdien af digitalisering i byggebranchen, og derfor besluttede arrangørerne fra Building Green at præsentere det internationale event i Danmark.
Det fortæller direktør for Building Green, Sarah Elhauge:
– Vi står på en brændende platform. Derfor er vi nødt til at arbejde med bæredygtighed på flere måder – både gennem materialevalg, byggeprocesser og værktøjer. Digitalisering, nye metoder og en vilje til at ændre adfærd kan således være afgørende for omstillingen af branchen.
BIM-konference tiltrak deltagere fra hele Danmark – og udlandet
Og selvom potentialet er stort, kan ingen overkomme opgaven alene, tilføjer hun:
– Hvis vi skal i mål med digitaliseringen af byggebranchen, kræver det en fælles indsats med tværindustrielt samarbejde og videndeling for at kunne omfavne de nye teknologier. Derfor er det vigtigt at kunne skabe et rum på BIM World Copenhagen, hvor vi kan samles om at hjælpe den digitale omstilling på vej.
Foruden 50 udstillere, heriblandt flere udenlandske eksperter, er BIM World Copenhagen bygget op om fire scener med hvert sit fokusområde, hvor emner som ny teknologi, digitalisering og bæredygtighed vil blive vendt, ligesom der fokuseres på, hvordan man kan tage en kreativ og holistisk tilgang til byggeprocessen.