Antallet af konkurser spredt over alle brancher er stabilt højt i forhold til 2023, der generelt var et ekstremt svært år at drive forretning i. I bygge- og anlægsbranchen er tallene dog for nedadgående. Det viser de nyeste konkurstal fra Danmarks Statistik, der dækker over juli.
Seniorøkonom i Prognosecentret, Lasse Lundqvist, følger både de økonomiske mikro- og makrotendenser og holder i særdeleshed øje med bygge- og anlægsbranchen. Han siger:
– Antallet af konkurser i bygge- og anlægsbranchen er faldende efter i lang tid at have ligget på et historisk højt niveau. Siden starten af året har tendensen målt over de foregående seks måneder været faldende. Det er positivt i en hårdt prøvet branche, hvor niveauet stadig ligger langt over normalen. Byggeaktiviteten i 2024 ligger desværre også lavere end i 2023, der var det værste konkursår nogensinde.
Færre bliver pludseligt udfordret
Adm. direktør i kreditforsikringsselskabet Atradius Danmark, Jesper Daugaard Faurby, ser samme tendens til, at der er kommet en smule mere ro på sektoren.
Byggeriet er tilbage på sporet: 2024 kan blive rekordår
– Byggebranchen fylder stadig meget i konkursstatistikkerne. Men vi har de sidste tre måneder oplevet en faldende tilgang i indmeldinger om byggevirksomheder, der ikke betaler deres regninger og færre skadeudbetalinger på grund af konkurser. Generelt registrerer vi også i en mindre grad, at virksomhederne pludselig bliver udfordret. Mange er presset på indtjeningen, men vi ser ikke de samme chok i f.eks. prisændringer som tidligere, siger han.
Branchen kæmper stadig
Det er bl.a. følger efter pandemien, forsyningsproblemer og voldsomt stigende samt turbulente materialepriser, der har gjort ondt på bygge- og anlægsbranchen det seneste år. Derudover har en høj rente betydet, at nybyggeriet er faldet pladask.
Analyse: De gode tider er forbi for typehusproducenter
– Den høje rente betyder også, at branchen stadig kæmper med rekordhøje renteudgifter på grund af den store gældsbyrde, branchen bærer rundt på i kølvandet på pandemien, siger Lasse Lundqvist fra Prognosecentret.
Mens det altså på flere fronter ser en smule bedre ud i byggebranchen i forhold til 2023, ser Atradius bekymrende udviklinger indenfor konkurser i andre brancher. Bl.a. tekstilbranchen, møbelbranchen, biogas/varmepumper, blandt robotvirksomheder samt i vind- og maskinindustrien har det svært.