Der blev solgt 22.804 villaer, rækkehuse, ejerlejligheder, sommerhuse, kolonihaver, andelsboliger, landejendomme, helårsgrunde, fritidsgrunde, villalejligheder og lystejendomme i andet kvartal 2024, viser nye tal fra Boligsiden. Det er 4.438 (24,2 %) flere bolighandler flere end de første tre måneder af året.
Årsagen til det lave antal handler i første kvartal kan være usikkerhed om både rentesituationen og i forhold til de nye ændringer i boligskatterne, der førte til mange bolighandler inden årsskiftet.
Efterfølgende er der kommet godt gang i boligmarkedet, fortæller boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, Birgit Daetz:
– I andet kvartal har vi omvendt set en spirende optimisme på boligmarkedet. Renterne er faldet, og de nye boligskatter synes overordnet set ikke at have haft store negative konsekvenser for eksempelvis prisudviklingen, som mange ellers havde frygtet. Derudover har mange danske husholdninger i dag en solid økonomi.
Få boliger til salg – køberne er også gået på ferie
– Det gør samlet set, at vi ser et pænt salgsresultat for årets andet kvartal, der endda overgår niveauet for andet kvartal i 2022, som jo også var en forholdsvis gylden tid på boligmarkedet i forlængelse af coronaboomet, før markedet for alvor vendte i andet halvår af 2022, fortsætter hun.
Flest solgte villaer i Region H
Den største stigning i salget af villaer og rækkehuse finder vi i Region Hovedstaden. Her er hussalget steget med 31,5 % i perioden.
– Det er især Region Hovedstaden, der har fået et comeback fra første kvartal til andet kvartal i år, da det er den region, at både hussalget og huspriserne er steget mest i perioden. Det er bemærkelsesværdigt, da det især er her, at boligskatterne nu er steget, men det har tilsyneladende ikke skræmt køberne væk, siger Birgit Daetz.
De andre regioner er dog godt med. Hussalget er samlet steget med 21,5 % i forhold til årets første kvartal, viser tallene fra de danske ejendomsmæglere.
– Generelt set synes husmarkedet at være tilbage på et spor, der på flere punkter minder om udgangspunktet, før boligmarkedet blev ramt af modgang i særligt andet halvår 2022. Senest har vi set, at priserne er på niveau med sommeren ’22, og nu kan vi konstatere, at også antallet af handler ligger over niveauet for samme år.
2.800 solgte sommerhuse
Sommerhussalget følger sit sædvanlige mønster og tager et gevaldigt hop i årets andet kvartal. Det er helt normalt. Dog bemærker Birgit Daetz, at mange danskere i dag har økonomi til at købe sig et sommerhus.
Fanefjord: Køber gammelt mejeri og danner samlende torv
Der blev solgt 2.800 sommerhuse i årets 2. kvartal. Det er mere end 60 % flere end 1. kvartal.