Jakob Axel Nielsen er blevet udpeget som nyt og femte bestyrelsesmedlem i Freja Ejendomme, der udvikler og sælger statens og regionernes ejendomme.
Jakob Axel Nielsen har været folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti fra 2005 til 2010 og var i denne periode transport- og energiminister og efterfølgende minister for sundhed og forebyggelse. I dag er han adm. direktør i Cryos International og har tidligere været adm. direktør i ejendomsudviklingsvirksomheden, Calum.
Læs også: Realdania: Nyt medlem i bestyrelsen – og godt 800 millioner i overskud
– Jeg er utrolig glad for, at vi nu kan byde velkommen til Jakob Axel Nielsen i Freja Ejendommes bestyrelse. Jakob har mange års erfaring fra dansk politik og efterfølgende også ejendomsbranchen, og jeg er glad for, at han nu bliver en del af Freja Ejendommes bestyrelse, siger Hans J. Carstensen, bestyrelsesformand i Freja Ejendomme.
Selv siger Jakob Axel Nielsen:
– Jeg er stolt over at blive en del af bestyrelsen i Freja Ejendomme, der som statens ejendomsselskab har en meget vigtig rolle med at udvikle og sælge statens ejendomme over hele landet og sikre, at de kommer godt videre på private hænder. Samtidig er de også en central aktør i flere store byudviklingsprojekter, og jeg ser frem til at arbejde med denne spændende organisation.
Læs også: EjendomDanmarks bestyrelse vokser med nye og velkendte ansigter
Freja Ejendomme er et aktieselskab ejet af den danske stat og betaler derfor hvert år et udbytte tilbage til staten.