Håndværkskollegium, Musicon
- Supplerende adresse: Roskilde Tekniske Skole
- Stadie: Projektering
- Forventet byggestart: April 2025
- Forventes færdigt: Marts 2027
- Estimeret budget: 100 mio. kr.
- Bygherre: Fonden For Håndværkskollegier
- Involveret i projektet: BRFfonden
- Arkitekt: Loop Architects og ReVærk
- Ingeniør: Artelia
- Landskabsarkitekt: Kragh Berglund Landskabsarkitekter
- Omfang: 6.000 kvm, 2 etager, 80 lejligheder samt værksteder og andre faciliteter til at understøtte beboernes faglige udvikling og ambitioner. Byggeriet planlægges opført med høj anvendelse af genbrugs- og genanvendelige materialer. Sagen er på et tidligt stadie og afventer blandt andet lokalplan, der oplyses således med forbehold.
- Bæredygtighed: DGNB
- Kilde: SMART/Byggefakta
80 lærlinge på håndværkeruddannelserne i Roskilde og omegn kan fra foråret 2027 nærmest trille ud af deres senge på det nye håndværkskollegie og direkte ind til undervisningen på Roskilde Tekniske Skole. Så tæt på ligger det nye håndværkskollegie i Roskildes nye Musicon-bydel.
Allerede nu kan de drømme sig ind i rammerne, som de selv har været med til at inspirere, for arkitekterne fra Loop Architects og ReVærk har skabt nye, detaljerede illustrationer af det kommende håndværkskollegie på Musicon.
Loop og ReVærk står i spidsen for det tværfaglige team, der vandt konkurrencen for kollegiet, og som nu skal være med til at realisere det.
Mette Nymann, arkitekt og partner i Loop, siger:
– Håndværkskollegiet på Musicon rummer en håndværksmæssig kvalitet og tyngde, som skal inspirere og opløfte de lærlinge, der skal bo her, og bidrage til en øget bevidsthed om vigtigheden af godt håndværk. Men lige så vigtigt skal kollegiet støtte op om fællesskabet blandt beboerne og blive et udstillingsvindue i forhold til både bæredygtighed og bygningsintegreret kunst, som viser nyskabende løsninger på disse områder til inspiration for andre, siger Mette Nymann om det gesamtkunstwerk udført i samarbejde med kunstnergruppen Avpd, som kollegiet skal lægge hus til.
Tæt på målgruppen
Undervejs i forløbet er lærlinge blevet involveret og er kommet med deres bidrag til udviklingen af kollegiet, bl.a. i en række testforløb. Lærlingenes input har indgået som en integreret del af konkurrencematerialet for kollegiet, ligesom de har været involveret i selve konkurrenceforløbet.
– Det har været vigtigt for os at være så tæt på målgruppen som muligt og ikke tabe dem af syne. Vi har udnyttet de muligheder, processen har givet os for at lave både testforløb og prototyping sammen med lærlingene undervejs, og det har uden tvivl givet os afgørende ny viden og beriget løsningen, siger Simeon Bamford, arkitekt og partner i Reværk.
Det er BRFfonden, der har taget initiativet til kollegiet og betaler udgifterne, men allerede inden nytår vil fonden forventeligt og formelt overdrage byggeprojektet til sin egen Fonden for Håndværkskollegier, der også styrer opførelsen af de to håndværkskollegier i Horsens og Herning. Håndværkskollegiet i Horsens forventes at stå færdigt på denne side af nytår, mens kollegiet i Herning har slutdato i maj 2025.
En fremadskuende arkitektonisk identitet
Kristian May, direktør i BRFfonden, er overbevist om, at Håndværkskollegiet på Musicon kommer til at fungere som en ramme, der understøtter de centrale temaer for byggeriet: fællesskaber, kunst og bæredygtighed.
– Samtidig har kollegiet en stærk og fremadskuende arkitektonisk identitet, der både fungerer på egne præmisser og kan indgå i et samspil med resten af Musicon-bydelen og bidrage til kvarterets eksisterende DNA, siger han.